Coronavirus

Vi har nået grænsen for, hvor mange der vil lade sig vaccinere, siger lektor

Der er utallige forklaringer på, hvorfor folk ikke tager imod vaccinestik, siger adfærdsforsker.

Først sagtnede vaccineudrulningen farten, og nu er den stort set gået i stå.

Sådan lyder det fra Viggo Andreasen, som er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

For selv om 71,9 procent af alle danskere - svarende til godt 80 procent over 12 år - nu er færdigvaccineret, er antallet af danskere, som får deres første dose, faldet markant de seneste måneder. Det viser tal fra Statens Serum Institut.

Og ifølge Viggo Andreasen tyder det på, at Danmark har nået grænsen for, hvor mange der vil lade sig stikke.

- Nu er vi sådan set færdige med at vaccinere dem, vi kan vaccinere. Så den strategi, vi har haft med at holde corona nede, indtil så mange som muligt var vaccineret, har nået sin ende, siger han.

700.000 smittede

Og det kan blive en farlig cocktail, hvis antallet af vaccinerede stagnerer på knap 72 procent, samtidig med coronarestriktionerne udfases.

Samlet set forventer Viggo Andreasen, at cirka halvdelen af de danskere, der ikke er vaccineret, vil blive smittet indenfor det næste halve år.

Det svarer lige nu til cirka 700.000 personer.

- Den dårlige nyhed er specielt for dem, der ikke er vaccineret, at de kommer til at leve livet farligere. Der kommer mere corona i samfundet, og så kommer de i større risiko for at blive smittet, siger Viggo Andreasen.

Mål på 90 procent

Men det er ikke alle, der mener, at det kommer til at se så sort ud.

Der er nemlig stadig mulighed for, at flere danskere kan blive overbevist om, at de bør lade sig vaccinere. Det vurderer adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet.

- Hvorvidt der er flere, der bliver vaccineret, handler om, hvad man gør. Man kan jo godt sige til folk, at de ikke kan komme på diskotek, medmindre de bliver vaccineret - ikke at jeg mener, man skal gøre det, siger Pelle Guldborg.

Han peger samtidig på, at der har været en tendens til at tro, at ikkevaccinerede personer er vaccineskeptikere. Men der kan være mange forklaringer på, hvorfor folk undgår at lade sig stikke.

- Det kan være, at unge synes, det er uncool at bruge tid på at lade sig vaccinere, bare fordi Mette Frederiksen opfordrer til det. Det kan være travle mennesker, der ikke synes, de kan finde tid til det, siger Pelle Guldborg:

- Man er nødt til at have data, der viser, hvorfor folk ikke lader sig vaccinere, og derfra kan man målrette, hvordan man vil håndtere det, siger han.

Det er et strategiskifte, vi er i gang med

Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.

Pelle Guldborg mener derfor, at det er sandsynligt, at flere vil lade sig vaccinere.

Sundhedsmyndighedernes mål er, at 90 procent af alle inviterede skal have fået det første stik inden 1. oktober.

Indtil videre har over 80 procent over 12 år – svarende til 71,9 procent af hele befolkningen – fået sidste stik.

Ung og uvaccineret

Men de nuværende vaccinationstal på knap 72 procent indvarsler en helt ny coronastrategi i Danmark, vurderer Viggo Andreasen.

- Det er et strategiskifte, vi er i gang med, fra at forsøge at holde coronaen fra livet, mens vi venter på vaccinerne, til at vi nu må acceptere, at den er her, uanset om vi kan lide det eller ej.

Men særligt for dem, der endnu ikke har ladet sig vaccinere, kommer det med en pris.

Blandt de 20 til 29-årige har knap hver fjerde endnu ikke taget imod det første stik. Og samtidig går vi nu mod mørkere og koldere tider, hvor den dominerende delta-variant får lettere ved at sprede sig.

- Vi har jo ikke set konsekvenserne af at være uvaccineret endnu. Indtil nu har vi undertrykt epidemien, så det har været gratis ikke at blive vaccineret, siger Viggo Andreasen.

Og dét er endnu et element, der kan spille ind, i forhold til om folk vil lade sig vaccinere.

- Jeg køber ikke, at vi har ramt loftet i forhold til antal vaccinerede, fordi der kan være så mange forklaringer på folks valg, siger Pelle Guldborg.

Der er styr på situationen

Hos Statens Serum Institut ser man tingene an, og understreger, at der lige nu er styr på situationen.

- Der er mange, der er vaccinerede, og der er kapacitet i sundhedsvæsenet, siger direktør Henrik Ullum.

- Men det skal selvfølgelig ikke få os til at tro, at vi kan gå på vandet, siger han.

Han peger på, at restriktionerne kan blive udrullet igen, hvis det bliver aktuelt. Og så har han "et klart råd, og det er altså at lade sig vaccinere".