Samfund

23-årig kvinde fik retoucheret sit ansigt: - Det ser mere naturligt ud, end jeg troede

I Norge skal influencere markere, når de retoucherer billeder til reklamer. Børns Vilkår ønsker det samme krav i Danmark.

23-årige Sofie Enggård ser måbende på to nærmest identiske billeder af sig selv.

Den eneste forskel er, at det ene billede er blevet redigeret, så det forskønner nogle af Sofie Enggårds ansigtstræk – også kaldet retouchering.

- Det ser mere naturligt ud, end jeg troede. Jeg troede hurtigt, at jeg ville kunne se, at randene under øjnene er blevet fjernet, siger hun til TV 2 ECHO, der sætter fokus på emnet i en række videoer og har foretaget retoucheringen.

- Jeg synes, det er vildt svært at gennemskue, om noget er retoucheret, lyder det.

Sofie
Sofie

Kan give dårligt selvværd

Et væld af apps på telefonen gør det muligt at redigere vores udseende på billeder, og det bekymrer flere organisationer.

De unge ønsker noget, der er uopnåeligt, og det kan påvirke deres trivsel

Camilla Mehlsen, digital medieekspert i Børns Vilkår

Børns Vilkår ser et problem i, at børn og unge i så høj grad bliver udsat for retoucherede billeder online – særligt i forbindelse med reklamer fra influencere.

I 2020 lavede organisationen en undersøgelse, der beskrev, at 38 procent af de adspurgte piger i 9. klasse redigerer deres billeder, inden de lægger dem på de sociale medier.

Organisationen ser gerne, at det bliver obligatorisk for influencere at markere, når et billede af ansigtet eller kroppen er blevet redigeret og forskønnet i forbindelse med en kampagne.

Tre anbefalinger fra Børns Vilkår

  • Forbyd skadelig influencermarkedsføring
  • Etabler et nævn for influencerindhold og -markedsføring
  • Informér om retoucherede billeder af kroppe

Kilde: Børns Vilkår i Altinget

Børn og unge ved godt, at de møder en redigeret virkelighed, men de har paraderne nede og er mindre kritiske over for de influencere, de følger. Det siger Camilla Mehlsen, digital medieekspert i Børns Vilkår.

- De har en alder, hvor de spejler sig i andre. Influencere er rollemodeller, og det, de siger og gør, påvirker børn og unge.

Hun understreger, at der kan være en sammenhæng mellem dem, der redigerer deres billeder, og dårligt selvværd og lav tilfredshed med sin krop.

- De ønsker noget, der er uopnåeligt, og det kan påvirke deres trivsel, siger hun.

Norge vedtager lov om deklarering

Anbefalingen fra Børns Vilkår læner sig op ad en ny lov i Norge.

Her har det norske storting, svarende til Folketinget, vedtaget, at influencere skal deklarere, hvis huden eller kroppens form og størrelse er blevet retoucheret på et billede, der bliver brugt som annoncering eller reklame.

Afstemning

Skal influencere deklarere, hvis de retoucherer billeder til kampagner?

I Danmark har SF præsenteret et lignende udspil. Forslaget er dog ikke så vidtgående som den norske lov.

SF foreslår en frivillig ordning med et mærke, der kan sættes på reklamer, som ikke er retoucherede. I udspillet henviser partiet til mærket ’no retouch’, der allerede eksisterer.

Men Børns Vilkår tror ikke, at en frivillig ordning vil gøre en forskel. Den samme melding kommer fra Red Barnet.

Her mener psykolog Ane Lemche, at det er for attraktivt for influencere og virksomheder at benytte sig af retouchering i reklamering.

- Det er svært at gå frivillighedens vej, fordi retouchering styrker virksomhedens budskab, siger hun til TV 2.

Retouchering på finansloven

I det nye finanslovsudspil er der afsat penge til at udvikle blandt andet et etisk kodeks, der henvender sig til sociale medier.

Politikere og sociale medier skal tage ansvar og få lavet nogle medier, som passer til alles liv, og som alle kan føle sig en del af

Sofie Enggård

Det er Medierådet for børn og unge, der skal være med til at udvikle kodekset – hvis altså udspillet bliver godkendt.

- Vi skal se på, hvordan man agerer etisk korrekt på sociale platforme, men vi skal også have det diskuteret med branchen og børneorganisationerne, fortæller formand Stine Liv Johansen til TV 2.

Ane Lemche fra Red Barnet mener, der bør være en instans som denne, der har mulighed for at sanktionere, hvis der er brud på retningslinjerne.

"Politikere og sociale medier skal tage ansvar"

Hos Forbundet for Influenter og Bloggere under Dansk Journalistforbund lyder det, at ændringen skal komme fra branchen og ikke politisk side.

Forbundet har blandt andet udformet 14 retningslinjer til dets medlemmer på området. Her lyder en af retningslinjerne, at "du skal gøre opmærksom på retoucherede billeder, som ændrer proportionerne på din krop, hvis du har mange følgere under 24 år."

- Hvis det kommer fra politikere, der er meget langtfra den verden, som influencerne er i, så tror jeg, det kan ende skævt og tage hold i noget, der ikke kan fungere i praksis, siger formand Lisbeth Kiel til TV 2.

Sofie Enggård, der fik retoucheret sine billeder, har sorteret i, hvem hun følger på sociale medier, så hun ikke bliver udsat for bølger af det perfekte udseende.

Hun er tilhænger af den norske lov og ser gerne, at noget lignende bliver indført i Danmark.

- Politikere og sociale medier skal tage ansvar og få lavet nogle medier, som passer til alles liv, og som alle kan føle sig som en del af.