Samfund

Jim Lyngvild og kulturministeren får begge kritik for billedserie: - Jeg synes, det er dybt chokerende

Jim Lyngvild selv kalder kritikken for "helt pjattet" og understreger, at han ikke har ønsket at provokere nogen, men blot lave et smukt billede.

Med sølvgråt hår, blod på fingeren og iført en pels toner kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) frem som en vølve på et billede taget af designer og fotograf Jim Lyngvild.

Fotografiet er en del af en billedserie, som Lyngvild har lavet til Køge Museums udstilling 'Guld og guder', og netop valget af Ane Halsboe-Jørgensen har vakt kritik fra flere sider.

Kristian Ditlev Jensen, som er præst, forfatter og journalist, kritiserer i et facebookopslag ministeren for at posere som vølve i "Jim Lyngvilds provo-univers" med henvisning til, at vølver i asatroen er kvindelige kultledere.

- Det svarer til, hvis skatteministerens allerførste move var at medvirke i en skæg film om, hvordan man trækker mest muligt fra i skat, skriver Ditlev Jensen i opslaget.

Også teolog, journalist og debattør Iben Thranholm har været ved tasterne, efter at hun har set ministeren i de noget usædvanlige klæder. Thranholm anklager i et facebookopslag Ane Halsboe-Jørgensen for at "bruge sig selv som reklamesøjle for okkultisme og djævelskab".

Over for TV 2 uddyber hun opslaget:

- Jeg synes, det er dybt chokerende, at kultur- og kirkeministeren som øverste myndighed i folkekirken klæder sig som en kultleder, der går direkte imod kristendommen. Det er fuldkommen upassende og i mangel på respekt for kristendommen, siger Iben Thranholm.

Hun mener desuden, at Jim Lyngvild, som er asatroende, arbejder ihærdigt på at "udbrede hedenskabet i Danmark", men at folk køber det, så snart det er forklædt som kulturformidling.

Er det ikke netop meningen, at kultur- og kirkeministeren skal repræsentere forskellige religioner?

- Det kan du selvfølgelig sige, men der er rod i kategorierne, for Jim Lyngvild "kulturliggør" religion. Og jeg synes ikke, at Ane Halsboe-Jørgensen skal identificere sig så meget med en religion. Hun skal heller ikke klæde sig ud som Jesus eller Mother Theresa, lyder det fra Iben Thranholm.

- Hold nu op

Jim Lyngvild kalder kritikken for "helt pjattet" og afviser, at han har en mission om at udbrede asatroen.

- Jeg tror, at folk, der vil asatroen, nok selv skal finde den. Det er jo ikke en Pepsi-reklame, hvor folk tænker "gud, det her er noget for mig". Det er et billede til en anerkendt udstilling, så stop det middelalderlige vås, siger han.

Om selve udstillingen fortæller designeren, at nye fund peger på, at den kristne konge Harald Blåtand har haft vølver med i sit følge, og at det derfor er interessant at lave en udstilling med vølver.

I den sammenhæng synes Jim Lyngvild, at det giver mening at have kirke- og kulturministeren med, fordi hun er minister for blandt andet museerne.

- Kun dronningen er over hende, men jeg vidste, at jeg ville få et nej fra dronningen, lyder det fra Lyngvild.

Afstemning

Hvad synes du om, at ministeren klæder sig ud som vølve?

Han har også taget billeder af blandt andre Ghita Nørby, Julie Berthelsen og Søs Fenger iklædt vølvekostume, og han understreger, at han ikke ønsker, at nogen skal blive sure, men at han blot har ønsket at lave et smukt billede.

- Når jeg hører, hvad Iben Thranholm siger om djævelskab, vækker det minder til middelalderlige hekseudrydninger og mørk magi. Hold nu op, det er et fotografi af en kvinde, siger Jim Lyngvild.

Ministeren afviser kritikken

Kritikken preller ligeledes af på kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Til TV 2 siger ministeren, at hun sagtens både kan være et troende menneske, et stolt medlem af folkekirken og nu også kirkeminister og samtidigt medvirke i en udstilling som denne.

- Jeg går åbent ind i både kulturdiskussionen og den kirkelige diskussion, og jeg er glad for samtalen om, hvad vi er rundet af, og hvad vores fælles kulturhistorie er. Alle de samtaler er også med til at forme os som mennesker og gøre os klogere på, hvor vi kommer fra, siger hun til TV 2.