Coronavirus

Lungeforening kræver alle ansatte på plejehjem vaccineret

Et af de plejehjem, der er blevet ramt af smitte, er Olivenhaven i Kolding. Her er tre beboere og otte ansatte smittet med coronavirus.

I de seneste uger er smitten med coronavirus steget på de danske plejehjem. Nu kræver Lungeforeningen, at alle ansatte på plejehjemmene i landet skal være vaccineret.

- Jeg synes, man bliver nødt til at tage det skridt, siger Torben Mogensen, formand for Lungeforeningen, der er en forening for patienter med lungesygdomme.

I forrige uge, uge 33, var der 18 nye smittede med coronavirus fordelt på 12 plejehjem. Det var en kraftig stigning i forhold til uge 32, hvor der var 12 nye smittede fordelt på syv plejehjem. I alt fem beboere på plejehjem er døde med covid-19 i uge 31, 32 og 33.

Tre beboere og otte ansatte smittet

Et af de plejehjem, der igen er blevet ramt af mange smittetilfælde, er plejecentret Olivenhaven i Kolding.

Her er tre beboere og otte ansatte blevet smittet. Der er ansatte på plejehjemmet, der ikke er vaccineret, og tre af de ansatte, der er blevet smittet, havde kun fået første stik.

Den øverste chef i Kolding Kommune for de ansatte på plejehjemmene forstår godt Lungeforeningens Krav.

- Jeg tror også godt, jeg kunne blive bekymret, hvis jeg havde en forælder, som var ramt af svær lungesygdom, siger Annette Lund, Senior-, sundheds-, og fritidsdirektør i Kolding Kommune.

98,7 procent vaccineret

Men 98,7 procent af personalet på de danske plejehjem er vaccineret.

- Vi skal holde fast i, at der massevis af vaccinerede. Vi skal have andre tiltag for at holde smitten væk fra de her borgere, mere håndvask og bedre håndhygiejne, siger Torben Klitmøller Hollmann, formand for de plejehjems-ansattes fagforening FOA.

I Sundhedsministeriet understreger man, at det er frivilligt for alle, om man vil vaccineres - og der er ikke politisk opbakning til at ændre på det.

Per Larsen, sundhedsordfører hos de Konservative, mener det kan løses på de enkelte plejehjem.

- Jeg tror, at man på de plejehjem, hvor der er ansatte, som ikke er vaccinerede, sætter dem til at passe nogle andre, end dem der har svækket immunforsvar, siger Per Larsen.