Coronavirus

Antal coronaindlagte fordoblet i august - men langt fra top

Mandag er 131 danskere indlagt med corona. Antallet er fordoblet i august - men er langt fra toppen i januar.

Antallet af indlagte med covid-19 på landets hospitaler stiger.

Mandag morgen var 131 smittede indlagt, viser tal fra Statens Serum Institut (SSI). Det er syv flere end et døgn tidligere.

Antallet er mere end fordoblet siden starten af august. 1. august var der 57 smittede indlagte med covid-19 i Danmark.

Trods stigningen er niveauet dog markant lavere end i januar. Den hidtidige top var 4. januar, hvor 964 smittede var indlagt.

Siden er antallet af vaccinerede steget markant, og i øjeblikket er det stort set kun folk, der ikke er færdigvaccineret, som er indlagt.

- 80 procent af de indlagte er ikke færdigvaccineret, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) mandag på et pressemøde.

- Vi er på vej mod en epidemi blandt de ikke-vaccinerede i Danmark, lyder det.

Otte i respirator

Mandag morgen var 18 smittede indlagt på intensivafdelinger, og af dem lå 8 i respirator. Søndag var det henholdsvis 8 og 20.

Yderligere 774 personer er bekræftet smittet med covid-19 det seneste døgn.

I august er der registreret mellem 720 og knap 1200 nye smittetilfælde dagligt. Der er kommet svar på mellem 49.000 og 80.000 prøver om dagen.

Endnu en smittet er afgået ved døden. Det betyder, at i alt 2567 smittede danskere er afgået ved døden under epidemien.

Arbejdet med at vaccinere den danske befolkning skrider frem.

Yderligere 3050 personer har fået første vaccinestik, mens endnu 16.213 er færdigvaccineret.

Det betyder, at 74,7 procent af befolkningen har fået mindst ét stik. 68,9 procent er færdigvaccineret.