Det ved vi, og det mangler vi svar på om Danmarks evakuering fra Kabul
Her er nogle af de vigtigste ting, vi lige nu ved om situationen. Og de spørgsmål, vi endnu ikke har fået svar på.
HVORDAN KAN EVAKUERINGEN LADE SIG GØRE?
Danmark er lige nu i gang med evakueringer fra Afghanistan gennem lufthavnen i Kabul.
På nuværende tidspunkt er det den eneste vej ud af byen, hvis man skal undgå at krydse Taliban, som søndag overtog kontrollen i hovedstaden.
Lufthavnen i Kabul er lukket for alle kommercielle flyvninger. Den eneste luftvej ud af den afghanske hovedstad er derfor med civile evakueringsfly eller militærfly.
Indtil videre har danske evakueringsfly taget ruten forbi Islamabad i Pakistan og lufthavnen i Dubai, hvorfra de er fløjet til Danmark.
Danske myndigheder har sendt et hold diplomater, inklusive den nuværende og den tidligere ambassadør, til Kabul for at assistere med evakueringen.
HVOR MANGE SKAL EVAKUERES – OG HVEM?
Udenrigsministeriet ønsker af sikkerhedsmæssige årsager ikke at oplyse, hvor mange personer der skal evakueres.
Et bredt flertal i Folketinget har aftalt, at alle afghanere, der har arbejdet på den danske ambassade eller i Forsvaret inden for de seneste to år, skal tilbydes evakuering til Danmark.
I alt 450 personer er nu evakueret fra Kabul til Danmark, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) oplyst.
Derudover er der ifølge Udenrigsministeriet fortsat op mod 90 personer med dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse i Afghanistan.
Antallet af borgere, der skal evakueres, er behæftet med stor usikkerhed, men der er blandt andet tale om danske statsborgere, lokalansatte, både nuværende og tidligere, menneskerettighedsaktivister og ngo’er.
HVOR LANGT ER VI NÅET?
Evakueringen af danskere og samarbejdspartnere fra Afghanistan er i fuld gang.
Onsdag formiddag landede et fly med 15 evakuerede, og torsdag landede to fly. Således landede et fly torsdag morgen med med 84 personer ombord, mens et andet fly landede sent torsdag aften.
Lørdag oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod, at Danmark torsdag har evakueret 450 personer fra Kabul, men der mangler fortsat 90 personer med dansk statsborgerskab eller lovligt ophold i Danmark, som er skrevet op på den såkaldte danskerliste.
Den danske regering har oprettet en transit-base i den pakistanske hovedstad, hvor de hurtigt kan hente folk fra Kabul.
Foruden danske statsborgere og samarbejdspartnere har de danske myndigheder assisteret allierede parter med at evakuere deres borgere. Således oplyste Jeppe Kofod lørdag, at de har evakueret både amerikanere, nordmænd, islændinge samt deres samarbejdspartnere ud af Afghanistan.
Til gengæld kan der være lang vej hjem for de tidligere danske samarbejdspartnere, som ikke er på danskerlisten, og som ønsker de danske myndigheders hjælp til evakuering. For dem udløb fristen for evakuering nemlig lørdag.
HVAD SKER DER MED DE PERSONER, SOM ANKOMMER TIL DANMARK?
De evakuerede, der ikke er danske statsborgere, er først og fremmest blevet indkvarteret på Center Sandholm, hvor de skal bo midlertidigt.
Men da Center Sandholm har nået sin kapacitetsgrænse, er det jyske Asylcenter Thyregod nu også taget i brug.
Det oplyser Udlændingestyrelsen i en mail til TV 2 lørdag.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye oplyser desuden, at regeringen – når Folketinget åbner til oktober – vil fremsætte et lovforslag, der skal "sikre gruppen et særligt, toårigt opholdsgrundlag, som det er aftalt blandt et bredt flertal af Folketingets partier".
HVAD MANGLER VI SVAR PÅ?
- Tyskland har haft faldskærmsjægere ombord på deres evakueringsfly. Men hvilke enheder deltager i den danske evakuering?
- Hvad sker der med dem, der er blevet evakueret til Pakistan på vegne af Danmark?
- Formår Danmark at evakuere alle dem, der lever op til kravene, eller vil nogle forblive tilbage i Kabul?