En mistede sin søn, en anden har brugt over ti år på at lægge det bag sig – var krigen dét værd?
En far og to tidligere udsendte reflekterer over indsatsen i Afghanistan.
Der blev for kort tid siden sat punktum for næsten 20 års krigsindsats i Afghanistan.
20 år, hvor danske soldater blev fløjet til og fra landet i forsøget på at skabe stabilitet.
Knap 11.000 soldater tog turen til landet i Mellemøsten, og 43 måtte betale den ultimative pris.
TV 2 har talt med to veteraner og en far, der mistede sin søn efter den indsats, der nu er ved at få anden afslutning, end mange af de deltagende nationer havde håbet på.
- Han var en glad dreng
Henrik Zacharias Nielsens søn, Rune, betalte med sit liv.
Han var en ung mand, der kom til Afghanistan i august 2009. Cirka fire måneder efter trådte han på en landmine under en patrulje i Helmandprovinsen. Han overlevede længe nok til at nå hjem og se sin familie, inden han døde på Rigshospitalet.
- Han var en livsglad person, en dejlig dreng. Han ville gerne ud at leve livet, siger Henrik Zacharias Nielsen.
Og savnet er stadig stort.
- Det dyrebareste, du har, er dine børn. Det bliver med ét revet væk fra dig.
De billeder, man ser i disse dage, efterlader et klart spørgsmål, mener han: Har der været en mening med det hele?
Det kan ikke besvares, siger Henrik Zacharias Nielsen. Man kan ikke spå om fremtiden, og hvis man alligevel forsøger, bliver det umuligt at handle.
- Et liv er aldrig det værd, men nogle gange er det det, man er nødt til at gøre. Der betalte min søn den højeste pris.
Eneste lys er mundingsild
For Mark Olesen Jensen, der var udsendt som panserinfanterist i Helmand i 2008, er de billeder, han ser af Afghanistan i disse dage, ikke nogen overraskelse. Det var forventeligt, at Taliban ville slå til, når de kunne, mener han.
Men han mener også, at det arbejde, han og resten af hans deling lavede, mens de var afsted, var det rigtige. Det gav for eksempel mening at sørge for, at flere piger kom i skole og at etablere rent drikkevand.
Han har dog haft en tanke, siden han var udsendt, som han ikke har kunnet slippe:
Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, siger han. Altså, man kan indføre demokrati, men det er ikke sikkert, at det er den måde, et land som Afghanistan skal fungere.
- Men jeg bliver virkelig trist, når jeg ser det her. Mange af dem, vi ser på billederne derfra, er nogen, vi har prøvet at overtale til vores mission. Vi har sagt, at vi danskere er her, så lev på denne måde. Nu sidder de i saksen, siger Mark Olesen Jensen.
Der er ikke meget opmuntring at spore i landet nu.
- Det eneste lys i mørket lige nu er mundingsild fra talibanernes våben, siger han.
Mark Olesen Jensen er ved at have tiden i Afghanistan bag sig, fortæller han. Men da han kom hjem, havde han svært ved at køre bil, fordi frygten for vejsidebomber sad i ham. Han havde det heller ikke godt med åbne pladser, fordi tanken om et bagholdsangreb lurede.
- På et tidspunkt skal man spørge sig selv, hvor mange gode kræfter man skal smide efter de dårlige. Men når sådan noget her sker, bliver man jo trist, fordi man må konstatere, at vores indsats er spildt.
Han taler også stadig med tidligere soldaterkammerater. Og det er rart at gøre på dage som denne.
- Der er man nødt til at sige til hinanden, at det, vi gjorde, da vi var der, var det gode. Det var at gøre verden, Afghanistan og Helmand til et bedre sted. At der er kræfter, der gør, at det ikke blev sådan, er ude af mine hænder, siger Mark Olesen Jensen.
Føler sig vred og ked af det
Mads Silberg var udsendt i 2010 som kaptajn til Armadillo-lejren i Afghanistan. Den var ansvarlig for kontakten til lokalbefolkningen i området.
Ligesom Mark Olesen Jensen, kunne Mads Silberg godt forudse, at en situationen i Afghanistan, ville udvikle sig til dette.
- Da man begyndte at snakke om at drosle ned og trække sig ud, kunne man godt forestille sig, hvordan det ville ende, siger han.
- Det har været lidt som et plaster, der har taget ti år at rive af, og nu er det revet af.
Det, han oplever på nuværende tidspunkt, er et ”morads” af følelser, fortæller han.
- Det tror jeg, at alle veteraner føler. Vred, ked af det og frustreret.
Det var Mads Silbergs arbejde at udbrede budskabet om demokrati og en centralt styret stat. Men om man skulle have gjort noget anderledes, er svært at sige.
- Det er 20 års indsats, der har taget så mange sving, siger Mads Silberg.
Var det det hele værd?
Forsvarsminister Trine Bramsen (S) oplyser, at veterancentrene rundt omkring i landet har særlig fokus på Afghanistan-veteraner, familier og pårørende i disse dage.
- Både mine og også alle andres følelser er hos vores veteraner, som har givet Afghanistan 20 år uden Taliban. Det er vigtigt at holde fast i, siger hun.
Samme toner lyder fra statsminister Mette Frederiksen (S) på Amalienborg i forbindelse med præsentationen af nye ministre.
- Jeg vil gerne have lov til at sige meget klart og tydeligt, at der er intet, der har været forgæves, siger Mette Frederiksen om de danskere, der har været udsendt i Afghanistan.
Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, kan godt forstå, at nogle familier til de faldne soldater kan stå tilbage og tænke, om indsatsen var det hele værd.
- For mig at se har vi gjort en forskel. Vores soldater har gjort en forskel. Vores tab er ikke forgæves, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Søren Gade, der var Danmarks forsvarsminister fra april 2004 frem til februar 2010, minder om, hvorfor danske soldater i første omgang blev sendt til Afghanistan. På baggrund af deres indsats mener Venstre-manden ikke, at arbejdet har været spildt.
- Vi tog til Afghanistan for at fjerne det styre, der tillod Osama bin Laden at træne terrorister. Det lykkedes vi med 100 procent, siger Søren Gade.
Mark Olesen Jensen er dog ikke i tvivl, når han ser, hvad der sker i landet nu.
- Det var efterfølgende ikke det værd.