Samfund

Sygeplejersker fik ingen afklaring: - Var det nemt, havde vi gjort det for længst

To møder mellem sygeplejerskeformand og henholdsvis regioner og kommuner er endt uden afklaring af konflikt.

Der er ikke kommet nogen afklaring på sygeplejerskekonflikten efter torsdagens møde mellem Dansk Sygeplejeråd (DSR) og de kommunale arbejdsgivere i Kommunernes Landsforening (KL).

Det fortæller de to parter til TV 2 efter dagens møde.

- Vi har haft et godt møde, hvor vi har fortalt hinanden, hvordan vi ser situationen derude. Men der ligger ikke nogen lige, åbne veje for løsninger her og nu, siger formand for DSR, Grete Christensen.

Også chefforhandleren for KL, Michael Ziegler, peger på, at situationen er gået i hårdknude.

- Hvis det var nemt, havde vi gjort det for længe siden. Vi har lavet to aftaler, men de er er desværre ikke blevet stemt hjem af sygeplejerskerne. Så vi er i en svær situation, siger han.

Både Michael Ziegler og Grete Christensen understreger dog, at torsdagens møde kun var et orienteringsmøde – og derfor var det heller ikke forventningen, at konflikten ville blive løst.

Lyn-analyse

Selvom stemningen på mødet i dag var betydeligt bedre end mellem regionerne og sygeplejerskerne i går, ændrede det ikke ved bundlinjen. Mulighederne for en forhandlingsløsning er udtømt, og et regeringsindgreb rykker nærmere.

Regeringen har to muligheder: Den kan enten tage den forligsskitse, som sygeplejerskerne stemte ned, og ophæve den til lov sammen med de borgerlige partier. Ellers kan den søge en aftale sammen med sit parlamentariske grundlag, hvilket vil kræve en eller anden form for sukker på det afviste forslag i form af et beløb til at imødekomme sygeplejerskernes krav om ligeløn.

Har næsten strejket i to måneder

Onsdag endte et lignende møde mellem sygeplejerskernes formand og regionernes chefforhandler, Anders Kühnau, også uden en løsning.

Strejken blandt sygeplejerskerne brød ud 19. juni og har nu varet i næsten to måneder.

I første omgang blev 5000 sygeplejersker udtaget til strejken, hvilket svarer til cirka hver tiende sygeplejerske.

Antallet af sygeplejersker er siden varslet udvidet ad fem omgange. Senest kom der yderligere 702 strejkende sygeplejersker til tirsdag.

Flere regioner må lukke for operationer

Udvides strejken, som den er varslet til, vil omkring 6500 sygeplejersker have nedlagt arbejdet i starten af september.

Løses konflikten ikke inden da, vil flere regioner blive nødsaget til at lukke helt ned for planlagte operationer og nye fertilitetsbehandlinger.

Omkring 53.000 patienter er i hele strejkens løbetid blevet påvirket i form af udskudte operationer og andre behandlinger.

Der bliver normalt foretaget omkring 300.000 behandlinger om ugen.