Kommunalvalg

Spidskandidat vil legalisere hashsalg i København

Sophie Hæstorp Andersen, spidskandidat til overborgmesterposten i København, foreslår en forsøgsordning, hvor hash sælges under ”sikre forhold”.

Regulér hash – og luk Pusher Street.

Sådan lyder det fra Sophie Hæstorp Andersen (S), der har øjnene rettet mod at indtage overborgmesterposten i København efter kommunalvalget i november.

Hun foreslår nu en forsøgsordning i hovedstaden, hvor cannabis skal sælges fra ”statsejede og statsdrevne salgssteder.” Det skal ske som del af en fælles kamp mod kriminalitet og utryghed, lyder det i et opslag på Facebook.

- I Socialdemokratiet i København ønsker vi, at vores by skal være en foregangsby og vil derfor søge om opbakning i Folketinget til – først og fremmest på forsøgsbasis – at regulere salget af cannabis gennem en legalisering, skriver Hæstorp Andersen.

Hun ønsker en model, der læner sig op ad ’Systembolaget’ i Sverige. Systembolaget er en svensk, statsejet butikskæde, som har monopol på detailsalg af spiritus, vin, øl og andre alkoholholdige drikke med mere end 3,5% alkohol.

- Vi ønsker, at vi skal have en legaliseringsmodel, hvor kommunen kan give tilladelse til at sælge hash under ordentlige og sikre forhold, lyder det.

Resumé af modellen for legalisering af hash

• Cannabis skal kun kunne sælges fra statsejede og statsdrevne salgssteder.

• Salgssteder skal kun åbne efter anmodning fra kommunalbestyrelsen.

• Salg skal kun finde sted til voksne over 18 år.

• Alle salgssteder skal tilbyde rådgivning til personer, der f.eks. er blevet afhængige af hash.

• Der skal kunne indføres lokale forbud mod hashrygning i det offentlige rum, f.eks. gennem politivedtægten.

Kilde: Sophie Hæstorp Andersen

Inden for de seneste år har der været flere alvorlige hændelser omkring Christianias hashmarked på Pusher Street, og det er den kriminalitet, som Hæstorp Andersen vil gøre op med.

Pusher Street skal lukke

Forslaget kommer i kølvandet på, at en 22-årig mand i juli blev skuddræbt ved indgangen til Pusher Street på Christiania. Yderligere en mand blev ramt af skud.

Volden og kriminaliteten omkring Pusher Street har fået omkring 100 christianitter til at gøre op med hashmarkedet.

I et nummer af Fristadens ugentlige avis ”Ugespejl” bliver der indkaldt til et fællesmøde for at sige endeligt stop for den ulovlige handel. Det skriver TV 2 Lorry, der har talt med initiativtager Klaus Naver.

- Vi ønsker ikke hashmarkedet på Christiania mere. Vi har ikke noget imod hashhandlen som sådan, men vi har noget imod den personfarlige kriminalitet, der følger med, siger han til mediet.

Det er disse christianitter, som Sophie Hæstorp Andersen vil komme i møde med forslaget, som hun mener vil fjerne salget fra Fristaden.

- Derfor bliver vi nødt til at handle på det her og bakke de christianitter op, der siger at, nu må det være slut med, at pusherstreet skal være Danmarks hash-supermarked, siger hun til TV 2 News onsdag.

København har forsøgt før

Sophie Hæstorp Andersen ser tilbage på en lang årrække, hvor hash har været ulovligt, men banderne alligevel har succes med at sælge det. Nu skal der en helt anden model til.

- De sidste 30-40 år har vi gjort det samme. Vi har med skiftende held prøvet at lave razziaer og slå hårdt ned på banderne og pusherne, siger Hæstorp Andersen til TV 2.

Socialdemokratiet i København har i mange år prøvet at få en forsøgsordning som denne indført, men hver gang er forslaget gået død i Folketinget.

Tidligere overborgmester i København Frank Jensen (S) forsøgte blandt andet i 2012, 2013 og 2014 at få opbakning til en forsøgsordning, hvor hash skulle sælges i kommunalt regi.

I 2019 var der et stort flertal i hovedstadens borgerrepræsentation, 44 ud af 55 medlemmer, men også denne blev tomlen vendt nedad fra regeringen.

Forslaget møder denne gang opbakning på Christiansborg. Radikale Venstres retsordfører Kristian Hegaard vil endda tage det skridtet videre og indføre ”en landsdækkende legalisering på en treårig forsøgsordning”. Det skriver han på Twitter.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Kristian Hegaard, men han er ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Misbrugsekspert ønsker afkriminalisering, ikke legalisering

Sophie Hæstorp Andersen skriver på Facebook, at hun er enig i, at man som stat eller kommune ”ikke skal opfordre til brugen af skadelige stoffer”. Men lige i dette tilfælde handler det om at tage bandernes levebrød fra dem.

Spørger man misbrugsekspert og speciallæge i psykiatri Henrik Rindom, er legalisering ikke den rette vej frem. Han taler i stedet for afkriminalisering af hash. Her skal det være slut med bøder og fængselsstraf for besiddelse af rusmidlet.

- Det straffer ikke unge for at gå rundt med hash i lommen, med en mængde der er defineret på forhånd. Pusherne bør stadig jagtes, for de vil gå rundt med mere end den legale mængde, siger han til TV 2.

Han henviser til at næsten halvdelen af unge under 25 har prøvet at ryge hash, men at størstedelen falder fra og har ikke et fast forbrug.

- Mange prøver det, men allerede efter et år falder en del fra. Hvorfor bliver de ikke ved? Vi får altid svaret, at hash ikke er et feststof – at sidde og stene ud til en fest er der ikke meget sjov ved.

Han afviser ikke, at både afkriminalisering og legalisering kan lokke flere til at prøve hash. Men her støtter han sig til, at de fleste vil falde fra igen.

- Det er unge, som har psykosociale problemer, som langt overvejende bliver hængende i hashproblemer. Dem har vi brug for at hjælpe, lyder det.

Det portugisiske forbillede

I 2001 indførte Portugal en lov, som afkriminaliserede besiddelse af hash og hårde stoffer.

Stoffer som cannabis, heroin, ecstasy, kokain og amfetamin er stadig ulovlige i Portugal, men det er muligt for borgere at være i besiddelse af mindre mængder stoffer, som ikke overskrider 10 dages forbrug, uden at det får strafferetlige konsekvenser.

Konkret har regeringen sat grænsen ved:

  • ét gram heroin, ecstasy eller amfetamin
  • to gram kokain
  • 25 gram cannabis

Da man indførte loven, så man en stigning i forbruget, men efterfølgende dalede det til et lavere niveau end før loven.

Det er denne model, som Henrik Rindom ønsker til Danmark.

- Vi har aldrig i Europa set et mere markant fald i rusmidler, end der gjorde i Portugal.

Om det er afkriminalisering eller legalisering, så ligger den afsluttende berøring hos regeringen og Folketinget, og her har der tidligere altså ikke været opbakning.

På Facebook opfordrer Hæstorp Andersen Folketinget og regeringen til at støtte op om kampen mod banderne og deres hashhandel.

- Jeg er ikke så naiv, at jeg tror, at det fjerner al bandekriminalitet, men jeg tror alligevel, at det er en rigtig vigtig del at være med til at stække det.