Se eksemplerne: Din brugte bil er blevet meget mere værd
En brugt Skoda Octavia kan sælges for 50.000 kroner mere end sidste år, vurderer markedsanalytiker.
Samler bilen støv i carporten, er det måske nu, du skal overveje at sælge den.
Prisen på brugte biler er i gennemsnit steget 12 procent det seneste år.
Det viser tal fra Bilbasen.dk, en digital markedsplads, der formidler køb og salg af nye og brugte biler.
Hovedårsagen til prisstigningen er et fald i udbuddet af brugte biler.
Fra april 2020 til nu er antallet af brugte personbiler til salg på Bilbasen faldet med 30 procent. Fra 63.000 til 44.000.
- Sidste år blev der sat rekord med over 440.000 solgte brugte biler i Danmark, og den efterspørgsel er fortsat i 2021. Så markedet er glohedt, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.
Lang leveringstid får ejere til at beholde bilen
Det er særligt en global mangel på mikrochips, der har tvunget en række store bilfirmaer til at sænke deres produktion af nye biler.
Når der er lang leveringstid på nye biler, er bilejere mindre tilbøjelige til at sælge deres gamle bil, forklarer Jan Lang.
- Mikrochips styrer flere funktioner i bilen fra speedometer til automatgear og er dermed uundværlige, når der skal produceres biler.
- Når man som kunde kan se, at der er 6-12 måneders leveringstid på en bil, er man mere tilbøjelig til at beholde den bil, man har, og så bliver antallet af udbudte brugte biler mindre, siger han.
Den verdensomspændende mangel på mikrochips har allerede ramt bilfabrikkerne hårdt i år.
Konsulentfirmaet AlixPartners har beregnet, at den akutte mangel kommer til at koste bilproducenterne 110 milliarder dollars, eller ca. 680 milliarder kroner, i tabt omsætning i 2021, skriver CNBC.
Alene i årets første kvartal producerede Volkswagen 100.000 færre biler, end de havde håbet, mens Ford har skåret 20 procent af produktionen.
Manglende billeje kan mærkes
En anden af årsagerne til det lille udbud af brugtvogne skal findes hos biludlejningsfirmaerne.
Grundet den manglende turisme i 2020 og 2021 har firmaerne i langt sjældnere grad solgt deres bilflåder fra.
Den manglende billeje har gjort behovet for at sælge lejebilerne mindre, siger Jan Lang:
- I runde tal siger man, at der normalt kører 50.000 lejebiler rundt i cirkulation ud fra Nice, men da det var værst sidste år, var der blot 10.000 biler i cirkulation. Dermed er markant færre biler efterfølgende endt på brugtvognsmarkedet.
Udbud af brugte elbiler stiger
Ifølge Jan Lang er der dog to typer biler, der er kommet flere af på brugtvognsmarkedet.
I Tyskland har man fået et tilskud på op til 9000 euro og i Frankrig et tilskud på op til 5000 euro, hvis man køber en el- eller hybridbil.
Adskillige af disse ender dog hurtigt på brugtmarkedet.
- Hverken franskmændene eller tyskerne har været særligt interesserede i at køre i el- eller hybridbiler grundet manglende infrastruktur, så flere har solgt dem videre efter et halvt år, når de har fået deres tilskud, siger Jan Lang.
Det gavner også det danske brugtvognsmarked.
Hvor antallet af brugte el- og hybridbiler i oktober 2020 lå på 4500, er det lige nu på 6500.
Mere optimistisk end tidligere
Til Børsen vurderer René Sand-Jensen, der specialiserer sig i salg af brugte biler fra Audi og BMW, at tilstandene vil vare ved i 6 til 12 måneder endnu.
Tidligere har også Jan Lang været særdeles skeptisk for, hvornår udviklingen ville vende.
Han er dog blevet "behersket optimist" på det seneste med henvisning til, at flere biludlejningsselskaber har erklæret, at de er klar til at skifte dele af deres bilflåder ud. Det vil igen betyde flere brugte biler på markedet.
Samtidig har en række meldinger i de internationale medier på det seneste fået Lang til at tro, at himmelflugten i priserne vil stilne af i de første måneder af 2022.
Bilbasens markedsanalytiker henviser til, at direktøren for USA's femte største bilforhandler Sonic Automotive søndag sagde, at man forventer, at mængden af biler vil blive gradvist forbedret frem mod slutningen af året.
Samtidig har flere mikrochipproducenter i Kina erklæret, at de vil fokusere deres produktion af chips til biler på bekostning af chips til telefoner og fjernsyn.