Samfund

SSI uddyber melding: Vi kan godt få en normal hverdag tilbage uden flokimmunitet

Selvom efteråret byder på flere smitteudbrud blandt især børn, vil færre blive alvorligt syge, lyder det.

Selvom flokimmunitet ikke længere er en realitet, skal vi ikke forvente pressede hospitaler, nedlukninger og restriktioner i samme omfang som tidligere.

Overhovedet ikke.

Sådan siger afdelingschefen i infektionsberedskabet i Statens Seruminstitut, Tyra Grove Krause, til TV 2, efter at hun i går i et interview med BT kom med den opsigtsvækkende melding, at Danmark ikke længere kan opnå flokimmunitet.

Noget som ellers har været endemålet, siden coronapandemien brød ud i marts sidste år.

- Det er ikke det samme som, at vi ikke kan få en normal hverdag tilbage. Det kan vi godt. Også selvom vi ikke har flokimmunitet. Vaccinerne er nemlig rigtig gode til at beskytte mod alvorlig sygdom, siger Tyra Grove Krause og fortsætter:

- Men vi skal bare være forberedte på, at vi stadig vil se smittespredning henover efteråret.

Immunitet må komme den naturlige vej

Dén smittespredning kommer primært til at foregå på skoler og i daginstitutioner, forudser flere eksperter.

Simpelthen fordi børn under 12 år ikke bliver vaccineret.

Men at flere børn bliver smittede, er vi nødt til at acceptere, siger Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet:

- Nu er vi nået til det punkt, at vi ikke kan komme længere med vacciner. Alle voksne er vaccineret, og vi er kommet langt med at vaccinere børn og unge, og når vi ikke kan komme længere den vej, så er der ikke andet at gøre end at sige, at hvis vi skal længere – uden at lukke samfundet ned – så er vi nødt til at begynde at acceptere, at der kommer en virusspredning i samfundet, som betyder, at nogen får immunitet af naturlig vej.

Tyra Grove Krause bakker op:

- Vores tærskel har hævet sig i forhold til, hvad for et smittetal, vi kan acceptere. Fordi vi har så mange, der er vaccinerede, vil dem, der bliver smittet, kun have en lille risiko for at få et alvorligt forløb, siger hun.

Og det er det vigtigste formål, lyder det: At forebygge alvorlig sygdom. Ikke at eliminere virus.

Vaccine er stadig vigtig

I begyndelsen af epidemien mente fagfolk, at flokimmunitet ville være opnået, når 60 procent af befolkningen var immune.

Men med den mere smitsomme Delta-variant blev grænsen flyttet til 85 procent, og den grænse, har SSI nu indset, er uopnåelig, fordi vaccinerne ikke er 100 procent effektive, og fordi børn under 12 år ikke bliver vaccineret.

Selvom flokimmunitet ikke længere er muligt, skal folk dog lade sig vaccinere, lyder det:

- Det er utrolig vigtigt. Jo flere i befolkningen, der er vaccinerede, jo lavere smittetryk vil vi få, og jo færre indlæggelser og dødsfald vil vi se.

- Det er også vigtigt, at får man symptomer – selvom man er vaccineret – så skal man stadig lade sig teste, for man kan altså godt være smittet, selvom man har fået vaccinen, og man kan også godt smitte andre, siger Tyra Grove Krause.