Coronavirus

Ferierejsende tager fortsat smitte hjem fra udlandet

30 procent af de coronasmittede i forrige uge havde været ude at rejse inden for de seneste 14 dage.

En stor del af de coronasmittede forrige uge var personer, der vendte hjem til Danmark fra ferie i udlandet. Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en meddelelse.

30 procent af smittetilfældene i Danmark i uge 30 var danskere, der havde været på udlandsrejse inden for de seneste 14 dage.

Syv procent af smittetilfældene i uge 30 var personer, der havde været i Tyrkiet inden for 14 dage.

Dermed har Tyrkiet overhalet Spanien som den feriedestination, hvor flest er kommet hjem til Danmark med coronasmitte.

- Vi kan se, at der er flere, der kommer hjem fra Tyrkiet med smitte, og det er selvfølgelig et problem, siger Frej Jackson, der er fungerende chef for Borgerservice ved Udenrigsministeriet.

- Det er vigtigt at være opmærksom på, at sker det, så skal man i isolation i Tyrkiet, og man skal selv betale for det, siger han.

Råder rejsende fra Tyrkiet til at lade sig teste inden flyafgang

Udenrigsministeriet har ikke tal for, hvor mange danskere, der sidder i karantæne i Tyrkiet, men Frej Jackson fortæller, at der jævnligt er danskere, der ringer med besked om, at de er blevet smittede og skal i karantæne.

Borgerservice håber dog, at tendensen vender, når sommerferien går på hæld i løbet af august.

Hvis man er blevet smittet på en rejse, risikerer man at smitte andre, når man vender hjem, advarer SSI.

- Vi råder derfor rejsende fra Tyrkiet til at være særligt opmærksomme på risikoen for smitte og til eventuelt at blive testet, før de sætter sig ind i flyet, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de kan være blevet smittet, siger Peter Henrik Andersen, afdelingslæge hos SSI, i meddelelsen.

Tyrkiet er orange i Udenrigsministeriets rejsevejledning, og det betyder, at ikke-nødvendige rejser frarådes for ikkevaccinerede.

- Hvis man ikke er vaccineret, så fraråder vi, at man rejser til Tyrkiet. Hvis man alligevel rejser som ikke-vaccineret, så skal man være opmærksom på, at der gælder krav om test og isolation, når man kommer hjem fra Tyrkiet, siger Frej Jackson fra Borgerservice.