Samfund

Forsinkelser på toge på tværs af landet

Fejl på sikringsanlæg ved Slagelse årsag.

Pendlere, der vender tilbage til job fra sommerferie, og andre rejsende vil indtil onsdag morgen opleve forsinkelser på tog gennem Slagelse og på tværs af landet.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Forsinkelserne skyldes færre tog på grund en signalfejl ved Slagelse.

Fejlen betød, at alle lyntog mellem København og Odense var aflyst frem til klokken 13 mandag.

Helt præcist er der tale om fejl på et sikringsanlæg ved Slagelse Station.

Intercitytogene til og fra Esbjerg blev aflyst resten af mandagen og tirsdag.

DSB har indsat togbusser, der kører mellem Københavns Hovedbanegård og Odense i begge retninger, til driften normaliseres onsdag.