Samfund

10-15 biler i trafikuheld på motorvej

10-15 biler har været involveret i en ulykke på Køge Bugt Motorvejen, der er spærret i sydgående retning.

Der er sket en større trafikulykke på Køge Bugt Motorvejen mandag eftermiddag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Ulykken er sket i sydgående retning ved afkørsel 29 ved Greve. Motorvejen er derfor spærret i den retning efter afkørslen.

10-15 biler har været involveret, skriver politiet.

- Politi og redningsberedskabet arbejder på stedet, lyder det.

Vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Jørgensen, oplyser til TV 2, at én person er kørt på sygehuset med benbrud efter trafikulykken, mens fire er kørt på sygehuset til observation for skader.

Vagtchefen bemærker, at der ligger meget vand på vejen. Det kan have haft en indflydelse, men det er uvist, hvordan ulykken skete, siger han.

Klokken 18 er motorvejen stadig spærret, politiet forventer den vil blive åbnet ved 18.30-tiden.

- Der arbejdes hårdt på stedet, skriver politiet på Twitter.