Coronavirus

Styrelse har modtaget få indberetninger om alvorlige bivirkninger efter vaccination

I alt har der været 170 tilfælde af alvorlige bivirkninger efter vaccination mod coronavirus, vurderer Lægemiddelstyrelsen.

Hovedpine. Feber. Ledsmerter. Blodpropper. Hjertehindebetændelse.

Listen over mulige bivirkninger ved coronavaccinerne er efterhånden lang – og især de alvorlige har haft stor bevågenhed fra myndighederne, medierne og danskerne.

Hvis de ikke nævnes, opstår der konspirationsteorier

Allan Randrup Thomsen, professor

Men i virkeligheden har der indtil videre været meget få alvorlige bivirkninger hos de i skrivende stund knap 3,2 millioner færdigvaccinerede danskere.

Faktisk er der indtil videre kun tale om, at 0,005 procent af de færdigvaccinerede har oplevet en alvorlig bivirkning. Eller at der for hver 43.370 vaccinedose har været én alvorlig bivirkning, der i mange tilfælde er forbigående.

Det fremgår af Lægemiddelstyrelsens ugentlige opgørelser over bivirkninger, som TV 2 har gennemgået.

Ekspert: Bivirkninger skal nævnes - ellers opstår konspirationsteorier

Ifølge Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, stemmer antallet ”overordnet set” overens med resultaterne fra vaccineproducenternes kliniske forsøg.

- Det ser rigtig fint ud – der er meget få alvorlige bivirkninger, i forhold til hvor mange der er blevet vaccineret, siger Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet.

”Overordnet set” fordi de sjældne blodpropper i forbindelse med vaccinen fra AstraZeneca ikke blev opdaget i producenternes kliniske forsøg. Der er nemlig tale om en sjælden bivirkning, som kræver så store studier, at de nærmest er umulige at finde.

Fra Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi ved Københavns Universitet, lyder det, at de alvorlige bivirkninger har fået for meget opmærksomhed.

- Men hvis de ikke nævnes, opstår der konspirationsteorier, så derfor får de efter min mening et urealistisk fokus, siger han til TV 2.

Tilfælde med blodpropper kan også skyldes vaccinestikket

Indtil 27. juli er der af dem, som styrelens har gennemgået, blevet indberettet 507 tilfælde af alvorlige bivirkninger. Og kun 170 af tilfældene er af Lægemiddelstyrelsen blevet vurderet til at have en sammenhæng med vaccinerne fra Pfizer, Moderna, AstraZeneca og Johnson & Johnson.

Eksempelvis er der, siden den første vaccinedose blev stukket i armen på en dansker i juledagene sidste år, blevet indberettet 296 blodpropper i forbindelse med vaccination.

Kun i 10 af tilfældene kan vaccinen ifølge Lægemiddelstyrelsens vurdering ikke udelukkes som værende årsag til blodproppen. Og i seks af tilfældene med vaccinen fra Pfizer kan det være selve stikket, der er årsagen, oplyser styrelsen:

- Det kan ikke udelukkes, at vaccinen, herunder selve stikket med nålen, har været en medvirkende årsag. Stikket med nålen kan – også med korrekt teknik – i sjældne tilfælde give lokale blodpropper.

På samme måde er der indtil 27. juli indberettet 112 dødsfald. Kun ved to af dem kan vaccinen ikke udelukkes som årsag, oplyser Lægemiddelstyrelsen i dens opgørelser.

Begge dødsfald var forårsaget at de sjældne blodpropper. Og begge er af Lægemiddelstyrelsen vurderet til at have en sammenhæng med vaccinen fra AstraZeneca, der 14. april blev taget ud af det danske vaccinationsprogram.

Betændelse i hjertet øverst på liste over tilfælde

Udover allergiske og anafylaktiske reaktioner – der er en alvorlig allergisk reaktion umiddelbart efter en vaccination – er tilfælde af hjertemuskelbetændelse den alvorlige bivirkning, der indtil videre i flest tilfælde ifølge Lægemiddelstyrelsens vurdering har sammenhæng med vaccinerne.

Af opgørelserne fremgår det, at der blandt de indtil videre 24 indberettede tilfælde er 15, hvor vaccinerne af Lægemiddelstyrelsen bliver vurderet til at have en medvirkende årsag.

Når det gælder hjertehindebetændelse, er der tale om 22 indberettede tilfælde. I fem af tilfældene vurderer Lægemiddelstyrelsen, at der er en sammenhæng med vaccinerne.

Både hjertemuskel- og hjertehindebetændelse er forholdsvis ufarlige og kan gå over af sig selv, selvom symptomerne med brystsmerter og åndenød kan være ubehagelige. I nogle mere alvorlige tilfælde kan det kræve behandling.

Begge betændelsestilstande kan eksempelvis også opstå efter en infektion, hvor kroppen udvikler antistoffer, der angriber hjertemuskulaturen.

Det samlede antal indberetninger ligger i den høje ende

Lægemiddelstyrelsen har indtil videre modtaget 50.916 indberetninger om bivirkninger – det gælder også dem, som ifølge Lægemiddelstyrelsen går under betegnelsen ”almindelige bivirkninger” som for eksempel hovedpine og muskelsmerter.

Men da sundhedsmyndighederne opfordrer danskere, der oplever de almindelige bivirkninger, til ikke at indberette dem, er antallet formentlig langt højere.

Hvis antallet af de almindelige bivirkninger derfor bliver taget med i regnestykket, ser billedet anderledes ud. Så er der ifølge Jan Pravsgaard Christensen nemlig tale om, at 1,5 procent af de vaccinerede har indberettet en bivirkning.

- Nøgternt set – hvis jeg skulle sælge en vaccinekampagne med halvanden procent indberettede bivirkninger, ville jeg have det svært. Det er højt i forhold til så mange andre vacciner, siger Jan Pravsgaard Christensen.

Han understreger imidlertid, at selv om de almindelige bivirkninger kan være ubehagelige, er de forbigående. Ligesom flere af de alvorlige bivirkninger, herunder allergiske reaktioner og hjertemuskelbetændelse, i mange tilfælde også er.

Af de godt 50.000 indberetninger har Lægemiddelstyrelsen behandlet 13.025.

Det er de mest alvorlige, der bliver behandlet først, men om alle alvorlige indberetninger er blevet gennemgået, kan Lægemiddelstyrelsen ikke oplyse.

Af den grund kan antallet af alvorlige bivirkninger stige – ligesom mange tusinde danskere fortsat mangler at blive vaccineret.