Nu udfases coronapas flere steder: - Et rigtig dårligt træk, mener ekspert

1. august bliver en række restriktioner ophævet, men en epidemiolog mener, at man lemper på de forkerte områder på det forkerte tidspunkt.

RETTELSE: Tidligere fremgik det af denne artikel, at man fra søndag 1. august kunne tage i bade- og legeland samt fitnesscenter uden coronapas. Det er ikke korrekt - det er først fra 1. september. I fitnesscentrene vil der dog fra 1. august kun være stikprøvekontroller, men man skal stadig have et gyldigt coronapas.

Fra søndag skal du ikke længere vise coronapas, hvis du skal en tur på museum eller forbi dyrene i en zoologisk have. En række restriktioner bliver nemlig ophævet fra 1. august. Der gælder særligt kravet til coronapas.

Men spørger man Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, er det ikke det rette tidspunkt at lempe på restriktionerne.

- Det her vil være en svækkelse af vores mulighed for at holde coronaen væk - endda om sommeren, hvor den har svært ved at sprede sig, siger han til TV 2 og tilføjer:

- Vi skal i hvert fald ikke slække de krav, der er nu. For vi har smitte, og vi har den specielt i den yngre del af befolkningen. Hvis du ser på listen over, hvem der beder om coronapas, er det steder, hvor unge er aktive.

Kulturlivet lemper på coronapasset

Det er blandt andet hos teatre, spillesteder og biografer med færre end 500 tilskuere, at man ikke længere skal have tjekket sit coronapas. Også forlystelsesparker, akvarier og zoologiske anlæg bliver fri for at kræve coronapas fra gæsterne.

Skal man i fitnesscenter, skal man stadig have coronapas, men fra 1. august vil det ikke længere blive tjekket regelmæssigt, men via stikprøvekontrol én gang om dagen.

Det er alle steder, hvor mange unge samles, og da smitten særligt breder sig blandt den gruppe, bekymrer det Viggo Andreasen.

- Jeg synes, det er uheldigt. Vi er den mærkelige situation, at der ikke er særlig mange af de smittede, der dør af det. Der er en overordnet diskussion om, at vi skal lade coronaen løbe frit, som man gør i Storbritannien, eller kontrollere den. Når strategien er det sidste, så er det her et rigtig dårligt træk, siger han.

En faglig misforståelse

I denne uge viste et studie fra Statens Serum Institut, at mere end hver femte nye Delta-tilfælde er fundet hos folk, der havde coronapas efter første stik med en vaccine.

Generelt fungerer passet efter hensigten, mener Viggo Andreasen. Men han mener ikke, at den gældende genåbningsplan tager ordentligt højde for Delta-variantens udbredelse.

- Reglen om at få et gyldigt coronapas efter et stik var fint med Alpha-varianten. Men med Delta-varianten er det en faglig misforståelse. Der burde man ændre reglerne, lyder det.

Søndagens udfasning af en række restriktioner er en del af en politisk aftale, der blev indgået 10. juni. Du kan læse en oversigt over gældende restriktioner her.