Stjernes søgsmål er toppen af isbjerget i en krig, vi ikke ved, hvor ender

Kampen om forbrugernes filmvaner fortsætter mellem streamingtjenester og biografer. Og det risikerer at ende galt.

Mens verden genåbner, og danskerne snart kan træde ind i biografmørket uden coronapas, er en anden kamp om det hvide lærred ved at eskalere bag kulisserne.

Hovedrolleindehaveren i actionfilmen 'Black Widow', Scarlett Johansson, har sagsøgt Disney. Hun beskylder filmselskabet for at have brudt kontrakten ved ikke at lade filmen spille eksklusivt i biografer, før den blev tilgængelig hjemme i stuerne på Disney+.

Konflikten er blot det seneste eksempel på biograferne og streamingtjenesternes kamp om forbrugernes gunst, og det er kun toppen af isbjerget i et opgør, som kan få stor betydning for vores fremtidige filmvaner.

De har været lige lovligt dumstædige. I mine øjne har de overreageret

Claus Bülow Christensen, digital medieanalytiker

Det fortæller digital medieanalytiker Claus Bülow Christensen.

- Krigen verserer på fuldt tryk i Danmark. Der er sket så meget med streamingtjenesterne, at det er svært at se, at vi kommer tilbage til normale tilstande, siger han med henvisning til, at ikke mindst coronakrisen har givet streamingmarkedet et gevaldigt boost.

Disney+ kom til Danmark midt i pandemien i september sidste år, og ifølge medieanalytikeren er koncernen enormt kynisk, når det gælder nye premierefilm.

- For dem handler det om at forudse, hvordan filmen bedst kan malkes, siger han om årsagen til, at Disney har valgt at gøre 'Black Widow' tilgængelig på Disney+.

For mens Disney normalt afgiver mellem 40 og 50 procent af biografomsætningen på de store filmtitler, kan selskabet slippe med at betale maksimalt 15 procent ved at sende filmen direkte i streaming.

- Biograferne har været dumstædige

I Danmark har Nordisk Film Biografer, som står bag størstedelen af biograferne i landet, ikke kunnet nå til enighed med Disney om at vise 'Black Widow', der derfor kun kan ses i små uafhængige biografer.

Disney tilbød ifølge Nordisk Film Biografer at vise 'Black Widow' til samme pris, som biograferne betaler for at vise film i et eksklusivt vindue, men denne gang skulle filmen vises simultant med, at 'Black Widow' blev lanceret på Disney+.

Det værste, der kan ske, er, at én streamingtjeneste sidder på flæsket og selv kan sætte prisen

Bo Thierry-Poulsen, head of broadcast, Dentsu Danmark

Men potentialet i at tjene ekstra penge via streaming er, ifølge Claus Bülow Christensen, så enormt, at det ikke kan undgå at gå ud over biograferne, som medieanalytikeren mener har sovet i timen.

- De har været lige lovligt dumstædige. I mine øjne har de overreageret. I stedet burde de have talt sig til en løsning eller taget chancen ved at købe 'Black Widow' og gøre noget ekstra ud af markedsføringen, siger han.

Også head of broadcast Bo Thierry-Poulsen fra Dentsu Danmark, der rådgiver om forbrugervaner og bevægelser på tv-markedet, efterlyser fornyelse fra biografernes side.

- Biograferne mangler et modtræk. De skal finde nye konkurrenceområder og produkter, ellers går de en sort fremtid i møde, siger han og tilføjer, at biograferne i højere grad bør dyrke sportsbegivenheder og andre alternativer, der kan give dem en unik position.

Fordel for forbrugerne

Men selvom biograferne er utilfredse, kommer konflikten for nuværende andre til gode. Ikke mindst forbrugerne, påpeger Claus Bülow Christensen.

De kan nemlig frit vælge, om de vil se film i biografen eller derhjemme - og på stadig flere tjenester. Familier har mulighed for at spare mange penge ved at vælge streaming frem for biografturen med popcorn, sodavand og slik.

Og hvis konkurrencen fortsætter som nu, vil filmelskere kunne se frem til et bredt udvalg til fornuftige priser, vurderer Bo Thierry-Poulsen.

Men udviklingen er ikke uden risiko.

- Det værste, der kan ske, er, at én streamingtjeneste sidder på flæsket og selv kan sætte prisen. Men så længe der er adskillige tjenester, som kæmper, er der stadig konkurrence i markedet, siger han.

Fortryder ikke krav til Disney

Hos Nordisk Film Biografer, er administrerende direktør Casper Bonavent uforstående overfor kritikken.

Lige nu har vi svært ved at blive enige om de kommercielle betingelser, vi er et stykke fra hinanden i forhold til at få enderne til at mødes

Casper Bonavent, administrerende direktør i Nordisk Film Biografer

Han fortryder ikke de krav, som i sidste ende førte til, at Nordisk Film Biografer ikke nåede til enighed med Disney om rettighederne til at vise 'Black Widow'.

- Hvis det eksklusive vindue, vi har til at vise filmen, bliver forkortet markant, skal det også afspejles i den pris, vi betaler for filmen til studierne, siger direktøren og understreger:

- Popcorn er ikke det eneste, vi tjener penge på, for den største del af vores omsætning kommer fra billetsalg og den volume, der kommer igennem vores biografer.

- Vi er et stykke fra hinanden

Selvom 'Black Widow' er tabt, forhandler Nordisk Film Biografer stadig med Disney om de næste film, fortæller Casper Bonavent, som medgiver, at det ikke er let mod store globale spillere med mulighed for at holde filmene på egne platforme.

- Lige nu har vi svært ved at blive enige om de kommercielle betingelser, vi er et stykke fra hinanden i forhold til at få enderne til at mødes, siger han.

Også Casper Bonavent tror, at flere film fremadrettet vil gå direkte til streamingstjenesterne - og udenom biograferne. Men samtidig tror han fortsat på, at biograferne vil have deres berettigelse for mange film, "fordi det er et attraktivt vindue at være i og afspejler kvalitet".

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Disney, som ikke ønsker at kommentere.