Samfund

Flere populære feriedestinationer farves gule

Udenrigsministeriet råder nu til ekstra forsigtighed for rejsende til flere franske regioner og sydeuropæiske solskinsøer.

Delta-varianten af coronavirus fortsætter med at sprede sig i Europa.

Derfor ændrer Udenrigsministeriet fredag flere europæiske feriedestinationer fra grøn til gul i sine rejsevejledninger.

Alene i Frankrig bliver seks regioner nu gule, hvilket betyder, at rejsende skal være "ekstra forsigtige", hvis de vælger at sætte kurs mod netop de dele af landet.

Samtidig strammes vejledningerne også til flere populære solskinsøer i det sydligste Europa.

Seks franske regioner er nu gule

I Frankrig ændres følgende regioner fra grøn til gul:

  • Normandiet
  • Grand Est
  • Pays de la Loire
  • Bretagne
  • Nouvelle-Aquitaine
  • Auvergne-Rhône-Alpes

Dermed vil personer, som hverken er vaccinerede eller tidligere smittet, blive afkrævet en test, når de vender tilbage til Danmark fra områderne.

Populære solskinsøer farves gule

I Grækenland ændres også De Nordlige Ægæiske Øer – altså Samos, Chios, Lesbos, Ikaria, Limnos og Mytilini - fra grøn til gul.

Det samme gælder for den portugisisk øgruppe Madeira ud for Marokkos atlanterhavskyst.

På det europæiske fastland farves derudover byen Genève i Schweiz gul.

Som et lille plaster på såret ændres rejsevejledningen for lilleputnationen Lichtenstein mellem Schweiz og Østrig dog fra gul ti grøn.

Fiji og Irak farves røde

Udenfor Europa strammes vejledningerne for både Fiji og Irak fra orange til rød.

Dermed fraråder Udenrigsministeriet nu alle rejser – også de mest nødvendige – til områderne.

I Sydamerika ændrer landet Surinam lige nord for Brasilien til gengæld status fra rød til orange.

Det betyder, at kun ikke-nødvendige rejser som eksempelvis ferier frarådes.