Bliv vaccineret inden skolestart, siger Brostrøm. Men hvad mener forældrene?
Forældre føler sig usikre, når det kommer til vaccination af deres børn. Men skal pandemien til livs, spiller børnene en vigtig rolle, lyder det.
Om kort tid vender alle skoleelever tilbage til klasselokalerne på landets folkeskoler efter en lang sommerferie.
Mandag 9. august er der skolestart, og det har fået Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, til at sende en klar og tydelig opfordring til de 12-15-årige og deres forældre:
- Skynd jer at blive vaccineret, før skolerne åbner, lød anbefalingen fra ham fredag morgen på TV 2.
Men spørgsmålet om vaccination af børn splitter forældrene og giver anledning til stor bekymring forud for skolestart, lyder det fra flere organisationer.
Spiller en stor rolle i vaccineplanen
Hvis vi skal komme coronaepidemien til livs i Danmark, er det "altafgørende med en ekstremt høj vaccinedækning", lyder det fra Sundhedsstyrelsens direktør.
Og her spiller også de 12-15-årige en stor rolle.
- Vi vil gerne genåbne samfundet, herunder arbejdspladser og skoler, lige om lidt, når familien Danmark kommer hjem fra sommerferie. Og det vil alt andet lige tendere til at drive smitten op, siger Søren Brostrøm.
På nuværende tidspunkt er over halvdelen af den danske befolkning færdigvaccineret, mens 36 procent af de 12-15-årige er i gang med et vaccinationsforløb.
Forældre føler et stort ansvar
Blandt forældrene til børn i alderen 12-15 år hersker der dog fortsat stor usikkerhed og bekymring, når det kommer til Søren Brostrøms opfordring om vacciner inden skolestart.
Det fortæller Rasmus Edelberg, landsformand i forældreorganisationen Skole og Forældre.
- Mange forældre er lidt usikre på det og synes, det er et stort ansvar - også større, end når det "bare" er en vaccine til egen krop.
Men har man som forælder besluttet sig for at lade sit barn vaccinere, synes Rasmus Edelberg, det er en god ide at fremskynde processen til inden skolestart:
- Der er jo en klar pointe i at få det gjort, inden barnet starter i skole. Men vi hører også fra mange, at de har trukket sig lidt fra debatten og venter med at tage stilling. For os er det vigtigste, at man som forældre og familie tager et valg, man kan stå inde for, siger han til TV 2.
Et A- og et B-hold
Også i Forældrenes Landsorganisation, FOLA, oplever formand Signe Nielsen, at vaccination af børn er et emne, der fylder og splitter ekstremt meget hos forældrene i øjeblikket - nærmest 50/50, som hun siger.
Desuden frygter nogle forældre, at der vil ske en opdeling af vaccinerede og ikke-vaccinerede børn i skolen og i institutionerne, fortæller Signe Nielsen.
Den bekymring har Rasmus Edelberg også hørt, men han er dog fortrøstningsfuld omkring skolestart:
- Jeg tror egentlig ikke, at vi får det her A- og B-hold, som vi også var bekymrede for, dengang der kom testkrav i skolerne. Det viste sig jo, at langt de fleste lod deres børn teste, og jeg forestiller mig noget lignende, når det kommer til vaccinerne, siger han.
Formanden understreger, at det vigtigste er at få forældrenes tryghed med ombord, selvom "det fortsat er så nyt det hele".
Børn kan holde epidemien kørende
Hvis børn og unge ikke lader sig vaccinere, bliver det et problem for epidemikontrollen, for de kan i sig selv holde smitten i gang. Det fortæller Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
- Børn under 12 omgås primært med andre børn under 12, og derfor kan de holde epidemien kørende alene ved at smitte hinanden, siger han til TV 2.
Og skal vi gøre os forhåbninger om at opnå den eftertragtede flokimmunitet i samfundet, skal omkring 85 procent af befolkningen være vaccineret, lyder det fra lektoren.
Viggo Andreasen understreger dog, at det ikke "ødelægger hele den danske vaccinestrategi", hvis børnene vælger vaccinen fra:
- Der er ikke tale om sådan en mirakelgrænse ved 85 procent. Men det vil være godt for både dem selv og resten af samfundet, hvis de bliver vaccineret.
Er med til at bidrage positivt
For Lars Holmboe i Vejle var beslutningen ikke nem. Han er far til 12-årige Olivia, der netop har fået sit første vaccinestik denne uge.
Forud for stikket gik diskussionen på, hvorvidt der er forskel på voksne og børns reaktion på vaccinen. Alligevel valgte Olivias forældre, at hensynet til resten af samfundet vejede tungest, efter at de havde sat sig grundigt ind i myndighedernes anbefalinger.
- Vi synes, det er vigtigt, at vores barn får en forståelse af, at hendes handlinger kan påvirke andre mennesker. Tænk sig, at der er nogle mennesker, som vi ikke kender og aldrig møder, som får gavn af, at hun får vaccinen, siger Olivias far til TV 2.
At lade Olivia vaccinere har aldrig handlet om at "give hende en billet til et nemmere liv", siger Lars Holmboe, men alligevel glæder han sig over, at muligheden er kommet. Den 12-årige pige har nemlig haft det svært under nedlukningen, der har fået hende til at føle sig ensom og afskåret.
Lars Holmboe og Olivias mor har været åbne om deres beslutning, og det har medført en række henvendelser fra folk, der har forsøgt at få dem til at ændre holdning, for eksempel ved at sende dem links til udokumenterede kilder, der hævder, at vaccinen er farlig.
- Jeg kan godt påskønne, hvis folk har en ægte bekymring for min datter. Men jeg bliver ked af det og overrasket, når det er min forældrerolle, der sættes spørgsmålstegn ved, siger han.
Om to uger skal Olivia have sit andet vaccinestik, og det betyder også, at Lars Holmboe ikke behøver være nervøs for sin datter i det nye skoleår:
- Og så giver det mig en følelse af, at vi bidrager positivt til samfundet, siger han.
Børn under 12 år er på nuværende tidspunkt ikke en del af vaccineplanen, men ifølge Søren Brostrøm er der lige nu store studier og undersøgelser i gang, der fra næste år skal være med til at afklare, om også den aldersgruppe skal tilbydes vaccinestikket.