Samfund

Simi Jan: Vi hører, at Taliban går fra hus til hus for at lede efter dem, som har arbejdet for regeringen

Flere af de lokalt ansatte på den danske ambassade i Afghanistan, som TV 2 har talt med, ønsker at blive evakueret fra landet.

Nedtælling til borgerkrig.

Sådan betegner mange afghanere over for TV 2s korrespondent Simi Jan situationen i landet, og det er derfor, at mange af dem vil evakueres fra landet.

- Vi skal flyttes til Danmark. Hvis vi bliver her, bliver både vi og vores familier dræbt af talibanerne, siger en ansat på Danmarks ambassade i Kabul. De ansatte, TV 2 har talt med, ønsker ikke deres navn frem af hensyn til deres sikkerhed.

Overtager magt

Men som udgangspunkt vil Danmark ikke evakuere de lokalt ansatte, selvom en række andre lande med USA i spidsen gør det. I stedet tilbyder Danmark de ansatte 100.000 kroner i fratrædelsesgodtgørelse.

Baggrunden for de ansattes frygt er, at Taliban dag for dag overtager mere og mere af magten i landet, fortæller TV 2s korrespondent Simi Jan.

- Taliban har omringet hovedstaden, og de har taget magten i flere distrikter. Vi har jo hørt rapporter om, at Taliban går fra hus til hus for at lede efter dem, som har arbejdet for regeringen, siger Simi Jan.

Hun fortæller, at mange afghanere vil gøre modstand mod Taliban.

- Flere siger, at det her er nedtællingen til en borgerkrig. Der er mange, der vil kæmpe mod Taliban, og det kan ende med et blodbad. Det er i den kontekst, man skal se frygten hos folk, siger Simi Jan.

Kabul kan falde til Taliban indenfor en periode på seks måneder, mener Peter Viggo Jakobsen, professor på Forsvarsakademiet.

Professor: Kabul kan falde til Taliban

Peter Viggo Jakobsen, professor på Forsvarsakademiet, vurderer, at situationen i Afghanistan kan udvikle sig, så Taliban ender med at få magten i landet.

- Det er svært at sige, hvordan det kommer til at gå. Indtil videre har regeringen og sikkerhedsstyrkerne været i stand til at holde de store byer. Men hvis udviklingen fortsætter på den her måde, og det hele falder fra hinanden, så kan det ikke udelukkes, at Kabul falder til Taliban inden for en periode på seks måneder, siger Peter Viggo Jacobsen.

Mareridt kan blive virkelighed

Og så kan de ansattes værste mareridt blive til virkelighed.

- Så har de grund til at frygte for deres liv. Det har vi set andre steder, hvor Taliban er kommet frem og har slået folk ihjel, som har samarbejdet med NATO-lande, siger Peter Viggo Jakobsen.

De ansatte på ambassaden kan komme til Danmark, hvis de kan godtgøre, at de bliver personligt forfulgt i Afghanistan. Og Peter Viggo Jakobsen regner ikke med, mange af dem vil lykkes med at komme til Danmark.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det er skruet sammen med det formål at gøre antallet, der ender i Danmark, så lille som muligt, siger Peter Viggo Jakobsen.

Kofod: Regeringen er optaget af ansattes tryghed og sikkerhed

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) understreger overfor TV 2, at regeringen er meget optaget af sikkerheden og trygheden for de lokalt ansatte. Han fortæller, at 30 siden i søndags har søgt om hjælp via den såkaldte tolkeaftale.

- Vi er og har været på denne sag i lang tid, men jeg er glad for, at partierne ligesom jeg selv er optaget af, at vores lokalt ansatte ikke lades i stikken, siger han og tilføjer, at Udenrigsministeriet de seneste måneder har opfordret de lokalt ansatte til at søge om hjælp via tolkeaftalen, siger Jeppe Kofod.

- Derfor har vi også igennem flere måneder givet tilbud til dem med både lokale løsninger, men også med mulighed for at søge asyl, hvis man frygter situationen i Afghanistan, siger udenrigsministeren.