Samfund

Toårig i koma efter 10 meters fald i svømmehal

TV2 Nord logo
I samarbejde med TV2 Nord

Barnet er i stabil tilstand. Nu er mere afskærmning på vej.

I sidste uge skete en voldsom ulykke, da en toårig dreng i Vandhuset i Hjørring faldt omkring 10 meter fra en puslepude og ned i et kælderområde.

Barnet ligger onsdag i koma, men er i stabil tilstand, og nu er politiets undersøgelser af ulykken i svømmehallen afsluttet.

Det fortæller Torben Rimmen, politikommissær ved Nordjyllands Politi i Hjørring, til TV 2 Nord.

Mere afskærmning på vej

Ifølge Torben Rimmer var der sket en misforståelse af faciliteterne på ulykkesstedet. Barnet blev nemlig puslet på et bord, der ikke var beregnet til det formål.

- Selve puslepuden ligger på en hylde under bordet. Men andre har taget puden og brugt den nede på gulvet eller ovre i sofaen til at pusle deres børn, siger Torben Rimmen til TV 2 Nord.

Politikommissæren kalder hændelsen for ”så uheldigt, som det kan være”. Men han kan godt forstå, hvordan det kunne gå så galt.

- Så er der så nogle, der tænker: ”Det er bordet, man gør det på”, siger han.

Han fortæller, at svømmehallens ledelse nu har besluttet, at der skal være mere afskærmning omkring bordet med puslepuden.