Samfund

Molslinjen i ny redningsaktion: Tre personer reddet op

Tre personer lå i vandet i en time, inden de blev reddet op, efter at deres jolle var kæntret ud for Samsøe.

Tirsdag aften blev Molslinjens færge mellem Aarhus og Sjællands Odde endnu engang involveret i en redningsaktion til søs.

Denne gang var en jolle kæntret ud for Samsø og tre personer lå i vandet. I den forbindelse blev Molslinjen kaldt til stedet.

- Hvis nogen er i nød til havs, så bliver de skibe nærmest stedet kaldt dertil for at hjælpe med redningen, fortæller Jesper Maack, der er kommunikationschef for Molslinjen til TV 2 ØSTJYLLAND.

Øjenvidner om bord på Molslinjen fortæller til TV 2 ØSTJYLLAND, at færgen blev omdirigeret, og passagerne fik besked om, at skibet skulle hjælpe med at bjærge tre personer, som lå i vandet.

Den historie bliver bekræftet af Østjyllands Politi.

- En jolle var kæntret ud for Samsø, og tre personer ryger i vandet. De har været i vandet i en time og er stærkt underafkølede, fortæller vagtchef ved Østjyllands Politi René Ludvig.

Samlet op i gummibåd

Færgen var på vej fra Sjællands Odde mod Aarhus, da den modtog nødopkaldet.

- Kaptajnen får at vide, at tre personer ligger i vandet og får deres præcise position. På under 20 minutter var Molslinjen fremme, fortæller Jesper Maack, som oplyser, at besætningen satte en redningsbåd i vandet.

Det lykkedes at få de tre personer samlet op og få dem hejst op på færgen.

Om bord på færgen blev der over radioen kaldt efter en læge.

- Når der er 1000 passagerer om bord, er der også næsten altid en læge, og det var der også i dag, forklarer Jesper Maack.

Kort efter ankom redningshelikopteren, og lægen ombord på helikopteren blev enig med lægen om bord på færgen om, at det bedste for de tre forkomne sejlere var at ligge lunt ombord på Molslinjen, indtil færgen var i havn i Aarhus.

Færgen ankom til Aarhus Havn klokken cirka 19.45, hvor ambulance og politi holdt klar.

Tilstand ukendt

Det er anden gang på to dage, at Molslinjen er involveret i en redningsaktion til søs.

- Det er ellers ikke ret tit, det sker, og slet ikke flere dage i træk, fortæller Jesper Maack.

Mandag var det en kutter nær øen Hjelm, som var i problemer, og da sejlede færgen rundt og ledte i 1,5 time, før et andet fartøj fandt kutteren med besætningen i god behold.

På grund af redningsaktionen sejlede Molslinjen med en forsinkelse på 30-60 minutter mellem Aarhus og Sjællands Odde resten af aftenen tirsdag.