Samfund

Velfærdsuddannelserne topper listen - men fald i ansøgere vækker bekymring

4 procent færre har søgt ind på velfærdsuddannelser siden sidste år, og det kan betyde dårligere kvalitet i fremtiden, lyder bekymringen.

Til midnat vil tusindvis af unge danskere få svar på, om de er kommet ind på drømmeuddannelsen eller ej.

Ligesom sidste år er det fortsat velfærdsuddannelserne, der er blandt de mest ansøgte. Således ligger de fire store velfærdsuddannelser pædagog, sygeplejerske, socialrådgiver og folkeskolelærer i top, når det kommer til antal ansøgere.

Og selvom populariteten vækker glæde i faget, er der alligevel bekymring at spore hos blandt andet fagforbund og på uddannelsessteder. Antallet af optagne på de fire uddannelser er nemlig faldet siden sidste år, og det er langt fra godt nok, når det kommer til at dække fremtidens behov, lyder det.

Falder med 4 procent

I alt er 67.425 blevet optaget på en videregående uddannelse i år.

Af dem er 4781 på pædagoguddannelsen, 4112 på sygeplejerskeuddannelsen, 2556 på læreruddannelsen og 2226 på socialrådgiveruddannelsen.

Samlet giver det 13.675 pladser på de fire store velfærdsuddannelser - et fald på 4 procent siden sidste år.

Det er ikke godt, at vi ikke kan levere de professionelle, der er brug for

Alexander von Oettingen, rektor ved UC Syd

Ifølge et notat fra Uddannelses- og forskningsstyrelsen kan dele af forklaringen være, at der i forbindelse med coronapandemien i 2020 blev indgået en aftale om flere studiepladser på grund af krisen - pladser, som ifølge styrelsen igen er bortfaldet.

Men behovet for faglærte i velfærdssektoren bliver ikke mødt, når antallet af optagne falder, lyder det eksempelvis fra Alexander von Oettingen, rektor ved UC Syd, der blandt andet tilbyder de fire velfærdsuddannelser.

- Vi har brug for unge mennesker, der gerne vil læse de store velfærdsuddannelser. Derfor er det ikke godt, at vi ikke kan levere de professionelle, der er brug for, siger han til TV 2.

Også i Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund, BUPL, ser man bekymret på årets ansøgerfald:

- Hvis der er færre af os, så er der også en faldende kvalitet i eksempelvis daginstitutioner, siger formand Elisa Rimpler til TV 2.

- Vi har virkelig brug for, at der bliver skruet op for prestigen og for de løn- og arbejdsvilkår, vi skal give de unge, når de er færdige med at uddanne sig.

Bedre pædagoguddannelse på vej

For uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) er det glædeligt, at velfærdsuddannelserne endnu engang tiltrækker mange ansøgere, og at pædagoguddannelsen ligger nummer et på ønskelisten.

Vi har nemlig brug for dem - og mere til, fortæller hun.

Samtidig erkender ministeren, at der skal flere til, hvis regeringen skal opnå sin ambition om flere faglærte i institutionerne:

- Det kræver både, at flere unge får øjnene op for, hvor spændende denne her vej er at gå, men det kræver også, at jeg har et blik for, hvordan vi gør uddannelsen endnu bedre, siger hun til TV 2.

Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen er der lige nu en evaluering af netop pædagoguddannelsen på vej, som skal være udgangspunktet for at gøre uddannelsen endnu bedre, lover ministeren:

- På baggrund af evalueringen går vi hårdt til værks i forhold til hvordan, vi kan gøre den her vigtige uddannelse med så stor en søgning endnu bedre, lyder det fra ministeren.