Samfund

67.425 studerende er kommet ind på en videregående uddannelse - her er de 25 største

Hver femte ansøger er optaget på en af de store velfærdsuddannelser: pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver.

Fra midnat og de næste dage frem får tusindvis af unge svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse eller ej.

Allerede nu har Uddannelses- og Forskningsministeriet offentliggjort, at 67.425 studerende er kommet ind på en videregående uddannelse - tre procent færre end sidste år, men stadig det næsthøjeste optag nogensinde.

Tallene glæder Uddannelses- og forskningsminister, Ane Halsboe-Jørgensen (S):

- Det er dejligt, at der fortsat er en rigtig stor lyst og vilje til at uddanne sig i Danmark, siger hun.

Sidste år blev rekordmange optaget på de danske uddannelser på grund af coronakrisen. I år er antallet af pladser en smule lavere og søgningen mere tilbage til det normale - og det er helt naturligt, forklarer ministeren.

Fire ud af fem studerende har fået deres førsteprioritet opfyldt, mens knap 12.188 har fået afslag.

Herunder kan du se de 25 uddannelser, som har optaget flest studerende i år.

Velfærdsfag topper listen

Velfærdsuddannelserne er fortsat blandt de største uddannelser i Danmark, og i år har mere end hver femte ansøger fået plads på en af de fire store velfærdsuddannelser, som er pædagog, sygeplejerske, folkeskolelærer og socialrådgiver.

Samtidig er det de uddannelser, som flest unge har søgt ind på, og det valg beundrer uddannelsesministeren:

- Til dem vil jeg sige: I gør en forskel for danskerne hver dag, og jeg har kæmpe respekt for jeres uddannelsesvalg. Et valg, som jeg vedvarende arbejder for at endnu flere skal tage, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Pædagoguddannelsen har med et optag på 4781 sammenlagt optaget allerflest studerende fordelt på de 23 uddannelsessteder rundt om i landet. På sygeplejerskeuddannelsen optager man med 4112 næstflest.

Færre ansøgere i år

Antallet af optagne i år hænger fint sammen med antallet af ansøgere, der også var lidt lavere end i 2020. I år søgte 93.388 ind på en videregående uddannelse - et fald på 1 procent sammenlignet med året før.

Sidste år var der særligt mange unge, som droppede sabbatåret og søgte direkte ind på en uddannelse, fordi coronapandemien satte en stopper for blandt andet rejse- og højskoleplaner.

Men da vi langsomt er på vej mod en mere normal hverdag, er den tendens faldet en smule, og det var fuldt forventeligt, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Selvom tallene for antallet af nye studerende er offentliggjort, venter de studerende selv stadig på at få svar på, om lige præcis de er kommet ind.

Her på TV2.DK kan du følge med ved midnat, når det påkrævede gennemsnit for at komme ind på hver enkelt uddannelse, bliver offentliggjort.