Samfund

Strejke blandt SAS-ansatte udskyder flyafgange i Kastrup

SAS beklager de gener, som strejken medfører, oplyser pressechefen til TV 2.

Flere SAS-bagagemedarbejdere har strejket siden 08:45 torsdag morgen, hvor de gik til fagligt møde.

Det bekræfter midlertidig pressechef for SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, overfor TV 2.

- Det er korrekt, at en del af vores personale er i midlertidig ulovlig strejke. Vi forventer dog, at de genoptager deres arbejde så hurtigt som muligt, siger hun og beklager samtidig de forsinkelser, som strejken medfører.

Flere fly er blevet udskudt torsdag formiddag, hvilket påvirker en række SAS-passagerer. Hvornår, flyene afgår, er endnu uvist.

Utilfredse med weekend- og nattearbejde

Ifølge Fagbladet 3F er årsagen til strejken, at medarbejderne ikke har mulighed for at planlægge deres egen arbejdstid, og at de har meget weekend- og nattearbejde.

- Vi frygter ustabilitet, når hele fundament med lokale aftaler om arbejdsforhold skrider. De aftaler er en grundforudsætning, når man har at gøre med skifteholdsarbejde. Jeg håber selvfølgelig, at parterne kan finde hinanden og opfordrer vores medlemmer til at gå tilbage på arbejde, da arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, siger Henrik Bay-Clausen, der er formand for 3F Kastrup, til Fagbladet 3F.

Det er under end en måned siden, at bagageportører i Københavns Lufthavn sidst nedlagde arbejdet.

Her blev det genoptaget efter få timer, fortæller Alexandra Lindgren Kaoukji til TV 2.