Coronavirus

Flere end fire millioner har fået første vaccinestik

4.018.508 borgere har fået mindst ét stik med en coronavaccine. Det svarer til 68,67 procent af befolkningen.

Endnu en milepæl er nået i det danske vaccinationsarbejde.

Flere end fire millioner borgere i Danmark har således fået første stik med en coronavaccine. Det oplyser Sundhedsministeriet torsdag på Twitter.

Helt præcist er der tale om 4.018.508 borgere. Det svarer til 68,67 procent af den danske befolkning, skriver ministeriet.

I det danske vaccinationsprogram benyttes der som udgangspunkt kun de to vacciner fra selskaberne Pfizer/BioNTech og Moderna. De kræver begge to stik, for at man opnår den bedst mulige beskyttelse imod coronavirus.

Når man har fået begge stik, kan man kalde sig færdigvaccineret. Det er der indtil videre næsten 2,8 millioner borgere i Danmark, der kan kalde sig ifølge de seneste tal fra Statens Serum Institut. Det svarer til lidt over 47 procent af befolkningen.

Stort udvalg af vacciner

Herhjemme er det også muligt at blive vaccineret med vacciner fra selskaberne AstraZeneca og Johnson & Johnson. De skal dog tilvælges i en særlig ordning, efter at de tidligere er blevet taget ud af det officielle vaccinationsprogram.

Årsagen til, at de to vacciner er taget ud af det officielle program, er, at der kan være risiko for en sjælden, men alvorlig bivirkning ved at blive vaccineret med dem.

Sygdommen kaldes vitt, og den er kendetegnet ved, at man ser en usædvanlig kombination af blodpropper, blødninger og et lavt antal blodplader.