Samfund

Dansk Folkeparti vil have regeringen til at gribe ind i sygeplejerskernes strejke

Konflikten blev optrappet yderligere mandag, da Dansk Sygeplejeråd meldte ud, at de udvider strejken fra august.

Regeringen bør lave et indgreb i sygeplejerskestrejken hurtigst muligt. Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, til Politiken.

Udmeldingen fra Thulesen Dahl kommer dagen efter, at Enhedslistens Mai Villadsen opfordrede regeringen til at gribe ind i konflikten.

- Når jeg synes, det er fornuftigt, at regeringen kommer i omdrejninger nu i stedet for bare at vente, er det, fordi alle og enhver, der kigger på det her, kan se, at på et eller andet tidspunkt skal politikerne på banen, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

Jeg har meget svært ved at se, at konflikten bliver løst, hvis der ikke bliver handlet fra Christiansborg

Mai Villadsen, Enhedslisten

Vil forhandle tjenestemandsreform

Enhedslisten ønsker, at regeringen åbner for forhandlinger af den såkaldte tjenestemandsreform fra 1969, som holder traditionelle kvindefag på et lavt lønniveau ifølge Dansk Sygeplejeråd.

- Nøglen til at løse det her store problem har Mette Frederiksen, fordi det er hende, der sidder på pengekassen. Jeg har meget svært ved at se, at konflikten bliver løst, hvis der ikke bliver handlet fra Christiansborg og fundet nogle penge til at gøre op med tjenestemandsreformen, sagde Mai Villadsen onsdag til Ritzau.

Den udmelding støtter Dansk Folkeparti.

Vil øge presset

Mandag blev konflikten optrappet, da Dansk Sygeplejeråd meldte ud, at de udvider strejken med yderligere 225 sygeplejersker. Det betyder, at der knap vil være 6000 sygeplejersker landet over, som strejker.

- Arbejdsgiverne og politikerne har siddet på hænderne indtil nu, og derfor må vi øge presset.

- Det er jo vores mål at motivere arbejdsgiverne til at komme til forhandlingsbordet med flere penge til sygeplejerskerne og at få politikerne på Christiansborg til at levere de nødvendige rammer, der skal til, for at give sygeplejerskerne håndfaste løfter om, at nu slutter mange års lønefterslæb, siger formand i Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, i en pressemeddelelse.

Dansk Sygeplejeråd og arbejdsgiverne, som er kommunerne og regionerne, har ikke været i forhandlinger siden midten af juni, hvor et flertal af sygeplejerskerne stemte nej til en overenskomst.

Ifølge reglerne skal en udvidelse varsles senest fire uger før, den træder i kraft, og de 225 ekstra sygeplejersker skal derfor først strejke fra natten til 17. august.

"Den hemmelige strejke"

Sygeplejerskestrejken er før blevet kaldt "den hemmelige strejke", fordi den blev skubbet i baggrunden under EM-slutrunden.

Ifølge Henny Christensen, som er redaktør på TV 2 NEWS og har fulgt arbejdsmarkedet gennem mange år, har Dansk Sygeplejeråd derfor ønsket at skabe mere opmærksomhed omkring strejken.

- Hidtil har der ikke været tegn i sol og måne på, at politikerne ville gribe ind. Det er klart, at man fra regeringens side følger den her konflikt døgn for døgn, men der er stadig langt til det antal aflysninger, vi så, da sygeplejerskerne sidst var i konflikt i 2008.