Jublende gravid har allerede bestilt tid til første stik
Efter ugers kritik har Sundhedsstyrelsen nu ændret retningslinjerne, så gravide og ammende anbefales at få en vaccine.
Da Sundhedsstyrelsen tirsdag varslede med nye retningslinjer for gravide og ammende, for Nina Bonde ind på vacciner.dk og klikkede sig til en tid allerede onsdag aften.
Omkring 20 andre lande anbefalede allerede vaccination af gravide, men ikke Danmark.
Nu måtte Sundhedsstyrelsen da have kigget mod udlandet og lyttet til opråbene fra blandt andet fødselslægerne, tænkte hun.
Og ganske rigtigt. Onsdag morgen kom så den officielle udmelding om, at gravide og ammende anbefales at blive vaccineret mod covid-19.
- Det er ekstremt vigtigt. Nu kan jeg beskytte mig selv og mit barn, siger Nina Bonde til TV 2.
I øget risiko
Det er velkendt, at gravide har en øget risiko for at få et alvorligt forløb med covid-19, og at sygdom under graviditeten kan øge risikoen for at føde for tidligt.
TV 2 har også tidligere kunnet fortælle, at covid-19 ifølge lægejournalen "sandsynligt" kostede en dansk kvindes spædbarn livet.
Sønnen var ikke smittet med coronavirus, men det var moderkagen derimod, og på baggrund af obduktionen bekræftede lægerne, at iltmangel var årsagen til sønnens død.
Både for hendes eget bedste og for barnet i maven har Nina Bonde da også levet et liv, som om landet stadig var fuldt nedlukket.
Hun har konstant afvejet, om møder med familie og venner og undersøgelser i forbindelse med hendes graviditet virkelig var nødvendige.
Glæder sig til kram
De gange, Nina Bonde har valgt at begive sig ud, er det foregået med afstand, håndsprit og mundbind, selvom særligt sidstnævnte så småt er helt udfaset for resten af befolkningen.
Nina Bonde lægger derfor ikke skjul på, at dagens udmelding kommer som en enorm lettelse for hende.
- Det betyder, at jeg kan kramme igen, siger hun, bryder ud i et bredt smil og tilføjer:
- Nu kan jeg tillade mig at få en lidt større social boble, og jeg kan genvinde lidt af min livskvalitet.
Sundhedsstyrelsen anbefaler specifikt vaccinen til gravide i 2. og 3. trimester. Ud fra et forsigtighedsprincip skal gravide i 1. trimester vente eller forbi egen læge, før de kan få deres første skud.