Samfund

- Danmark er ikke klar til oversvømmelser som dem i Tyskland, siger Danske Beredskaber

For at være klar til store vandmængder har danske beredskabsenheder brug for at øve sig mere, lyder det.

Hvis de samme oversvømmelser som dem, der i øjeblikket hærger Tyskland og store dele af Vesteuropa, skulle ramme herhjemme, er vi ikke klar til det.

Sådan lyder meldingen fra foreningen Danske Beredskaber, der er en sammenslutning af beredskabsenheder i danske kommuner.

- Det kan komme til at knibe, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard til TV 2.

Din og min forsikring for, at det kan håndteres, er, at vi er klar. Det er vi ikke i dag

Bjarne Nigaard, sekretariatschef i Danske Beredskaber

Derfor mener han, at beredskaberne i Danmark er nødt til at have de nødvendige ressourcer til at kunne øve sig, i tilfælde af at vandmasserne skulle komme.

- Vi vil gerne vise, at vi er klar

Hos Danske Beredskaber har de fulgt den seneste uges oversvømmelser meget tæt.

Det skyldes især, at klimaforandringerne gør dem mere aktuelle end nogensinde før:

- Vi får at vide af eksperter, at klimahændelserne bliver vildere, voldsommere og større, siger Bjarne Nigaard.

Sekretariatschef i Danske Beredskaber, Bjarne Nigaard, mener ikke, at beredskabet har de nødvendige ressourcer til at håndtere fremtidens klimahændelser.

Og selvom der findes bunker af klimatilpasningsplaner, kan vi i Danmark risikere, at forberedelserne til en eventuel klimahændelse går for langsomt, mener han.

- Vi vil gerne have lov at øve os og vise, at vi er klar. Din og min forsikring for, at det kan håndteres, er, at vi er klar. Det er vi ikke i dag, siger Bjarne Nigaard.

Frygter ulykker og store vandmasser

Hvor mange midler, der præcis skal til, for at beredskaberne er klar til en eventuel klimahændelse i Danmark, er Bjarne Nigaard dog ikke helt klar over.

- Men det er klart, at hvis vi hidtil har skullet have nogle barrierer, der dækker op til en vis vandhøjde, men vandhøjden fremadrettet bliver større, så bliver der også behov for nogle højere barrierer, siger han.

I Tyskland har de voldsomme oversvømmelser indtil videre kostet mindst 156 mennesker livet, mens det i Belgien er 27 personer.

Oversvømmelserne har medført massive ødelæggelser i Tyskland, Holland og Belgien.

Hele byer står under vand, bygninger er ødelagte, og det massive oprydnings- og eftersøgningsarbejde er fortsat i gang.

Bjarne Nigaard tror dog ikke nødvendigvis, at det kan komme til at gå lige så voldsomt for sig herhjemme:

- Der er forhåbentlig ikke risiko for, at vi får vand i helt så store og forfærdelige mængder, som de har fået i Tyskland, siger han.

Men at vi i Danmark kan få "rigtig meget vand", som kan medføre store ulykker og være til fare for danskernes liv, er han ikke i tvivl om.