Samfund

Pia Kjærsgaard: Kurt Westergaard betød enormt meget for ytringsfriheden

Kurt Westergaard er død. Han vil ikke blive glemt, mener Pia Kjærsgaard. Han har skrevet sig ind i historien.

- Kurt, jeg ved godt, du er ateist, men jeg er altså ret overbevist om, at det er Vorherre, der har holdt hånden over dig.

Sådan sagde folketingsmedlem Pia Kjærsgaard (DF) til karikaturtegneren Kurt Westergaard, efter at en somalisk mand forsøgte at dræbe ham i hans eget hjem i 2010.

- Så sad han sådan lidt og kiggede om sig, inden han sagde: Nå ja, men Vorherre er jo ikke så nøjeregnende.

- Det var bare så typisk, at han kom med de der bemærkninger. Stille og rolig med et glimt i øjet. Sådan har jeg oplevet ham, siger Pia Kjærsgaard.

En nær ven

Karikaturtegneren, der stod bag Muhammedtegningerne, som i 2005 udløste en af landets største udenrigspolitiske kriser nogensinde, sov stille ind i onsdags, dagen efter hans 86 års fødselsdag.

Kjærsgaard var en nær ven af Kurt Westergaard. Hun roser ham for hans rolle i debatten om ytringsfriheden.

- Han vil aldrig nogensinde blive glemt. Han har skrevet sig ind i historien, og han har gjort det netop på vilkårene om ytringsfrihed og frihed. Ingen tvivl om det. Og han har betalt en meget høj pris for det.

- Og jeg har aldrig nogensinde hørt ham klage, siger han.

Flere politikere mindes tegneren

Flere politikere har på Twitter skrevet om tegnerens død.

- Trist, at Kurt Westergaard i dag er afgået ved døden. Han var en af dem, der betalte en meget høj pris i kampen for ytringsfriheden. En kamp, vi skylder ham en stor tak for, skriver formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl.

Også indfødsrets-, LGBT- og ligestillingsordfører Lars Aslan fra Socialdemokratiet tweeter om Kurt Westergaards minde.

- Æret været mindet om Kurt Westergaard. Manden, som betalte en alt for høj pris, fordi han stod fast på det indlysende rigtige synspunkt, om at man selvfølgelig godt må lave sjov med religioner - herunder også islam, skriver han.

Enhedslistens kultur- og EU-ordfører, Søren Søndergaard, skriver på Twitter, at ingen fortjener den behandling, Kurt Westergaard fik for at gøre brug af sin ytringsfrihed.

- De sidste mange år af sit liv måtte han leve i frygt, under politibeskyttelse og på hemmelige adresser. Den behandling fortjener ingen for at gøre brug af sin ytringsfrihed, skriver han.