Vaccinetelefoner kimet ned efter udmelding om 2. stik

I Region Hovedstaden opfordrer man til at ændre sin tid via hjemmesiden i stedet for at benytte sig af bookingtelefonen.

Fredag lød meldingen fra Sundhedsstyrelsen, at andet stik med Pfizer-vaccinen mod covid-19 nu kan fremrykkes, så danskerne kan få det allerede tre uger efter første stik.

Og det har fået telefonerne til at gløde hos regionernes bookingsystemer.

- Bookingtelefonen havde meget travlt og lange ventetider i går (fredag, red.), og det var ikke kun i hovedstaden, men i hele landet, siger Helene Døssing, vicedirektør og vaccineansvarlig i Region Hovedstaden, til TV 2.

Og selvom det er godt, at danskerne benytter sig af muligheden for at blive færdigvaccineret før tid, har Helene Døssing en bøn til særligt de unge: Ombook din tid selv og vær med til at fjerne presset fra vaccinetelefonen.

Man skal ikke være bange for at aflyse

Oprindeligt var bookingtelefonen skabt til de danskere, der enten ikke har NemID eller ikke er teknisk kyndige.

Men da vi i øjeblikket er kommet til vaccinationsgrupperne med unge under 34 år, lyder opfordringen fra Helene Døssing, at man i stedet benytter sig af hjemmesiden, når man vil ændre eller fremrykke sin tid.

Det kræver dog, at man afbestiller sin nuværende tid først, og det kan ifølge Helene Døssing måske afskrække nogle.

- Men det skal man ikke være bange for, for vi har masser af ledige tider, særligt et par dage frem i tiden, siger hun.

Helene Døssing er ikke i tvivl om, at den ekstraordinære travlhed skyldes udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen. Og selvom den kommer lige midt i danskernes sommerferie, håber hun, at folk vil være fleksible, så vi kan komme hurtigst muligt i mål med vaccinerne:

- Husk, at man kan booke sit andet vaccinestik alle steder i landet, også hvis man er i sommerhus langt fra sin bopæl, siger hun.

- Se at blive vaccineret!

At danskerne tager godt imod meldingen fra Sundhedsstyrelsen er gode nyheder. Det mener Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Jo før, danskerne får andet stik, jo bedre, lyder det fra professoren - særligt med den nye Delta-variant, der truer hele verden i øjeblikket.

- Vi er i et kapløb med tiden, for vi ved, at første stik ikke er nok, når det kommer til at være beskyttet mod Delta-varianten, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Derfor kan man kun opfordre til, at folk følger Sundhedsstyrelsens nye anbefaling og får rykket deres vaccinetider frem. Se at blive vaccineret!

Det er dog ikke muligt at fremrykke sin tid, hvis det er vaccinen fra Moderna, man skal have. Det skyldes, at der fra producentens side er lagt op til, at der går mindst 28 dage mellem første og andet stik.

- Om Moderna i virkeligheden også godt kunne rykkes frem, er der ingen der ved. Men man er nødt til at følge producentens anvisninger, siger Hans Jørn Kolmos.

Han understreger dog, at det ingen betydning vil få for kampen mod coronavirus, at danskerne må vente lidt længere på andet stik med Moderna.