Coronavirus

Corona-ekspert advarer danskerne om "rød sommer"

Danmark kan blive lukket land og både holde danskerne inde og turisterne ude.

Unge i servicefag som tjenere og kokke eller ansatte i transport skal skynde sig at få deres to vaccinestik så hurtigt som muligt – for Danmark står på kanten af at blive ramt af en massiv tredje bølge af coronavirus.

Og når bølgen rammer, vil den særligt ramme uvaccinerede unge, der arbejder med stor menneskekontakt.

Sådan lyder rådet fra professor og leder af pandemiforskningscentret på RUC, Lone Simonsen. Det skriver Fagbladet 3F.

- Skynd jer at få vaccinerne, for selv om de unge måske ikke bliver dødeligt syge, så er det altså stadig ærgerligt at skulle kæmpe med senfølger og sygdom, siger Lone Simonsen til Fagbladet 3F.

Forudser tredje bølge

Lone Simonsen – der er kendt under navnet “Corona-Lone”, fordi hun var en af de første forskere herhjemme til at advare mod den nye virus - fortæller, at det bliver svært at forhindre en tredje coronabølge i at skylle hen over Danmark denne sommer.

- Den store bølge er på vej. Forleden var der 1.200 smittede, og vi har et smittetal på 1,4 procent. Så det er en kæmpe stigning, der allerede er sket. Smittetallene skyder op, og vi har allerede fået en fordobling i løbet af den sidste uge herhjemme, siger hun.

- Og det er en ny type bølge, vi oplever. Denne gang rammer den især de unge i 20’erne, som ikke har fået vaccinen endnu, siger hun. Årsagen til, at en ny coronabølge er ved at tage fart, er todelt.

Advarer om "rød sommer"

Først og fremmest skyldes det, at der er kommet en ny coronavariant, Delta, som smitter langt mere end tidligere udgaver. Samtidig er det danske samfund åbnet mere og mere op over de seneste måneder.

Så sent som natten til onsdag fik værtshuse, barer og restauranter lov til at servicere gæsterne indtil klokken to om natten. Hidtil har grænsen gået til midnat. Og selv dette var en lempelse af tidligere regler.

- Lige nu virker danskerne til at være trætte af restriktioner, og det store spørgsmål er, hvad der så sker. Hvis vi ikke bremser lidt på pandemien, så vil der komme en 'rød sommer', hvor Danmark får så mange smittede, at vi formentlig bliver lukket land for andre nationer at besøge – og danskerne heller ikke kan rejse ud, siger Lone Simonsen.

I forvejen er flere sogne i Danmark, der har høje smittetal. Heriblandt i Aarhus.

Derfor må danskerne – heriblandt folk med job i service og transportfag, som har nogle af de højeste smittetal per erhverv herhjemme – reagere nu og beskytte sig selv, mener Lone Simonsen.

- Billedet, vi ser lige nu, er, at epidemien ofte rammer unge mennesker i tyverne. De unge er en meget, meget udsat gruppe lige nu, siger hun.

Hun frygter ikke, at de unge danskere bliver så syge, at de fylder sygehusene med corona-smittede i respiratorer. Men der er andre konsekvenser ved at blive ramt af corona som ung.

- Det, der bekymrer mig mest, er, om de unge får senfølger, og i hvor lang tid, det varer. Hvor mange af de unge skal i fremtiden kæmpe med hovedpine, manglende smags- og lugtesans og andre forstyrrelser? Det ville da være ærgerligt nu, hvor vi er så tæt på målstregen med at få alle voksne vaccinerede, siger Lone Simonsen.

- Så mit forslag er, at man sørger for at blive vaccineret. Snart, siger hun.