Coronavirus

Millioner af børn missede vacciner i 2020 som følge af pandemi

Restriktioner var sidste år skyld i, at millioner af børn gik glip af basale vacciner mod børnesygdomme.

Omkring 23 millioner børn gik sidste år glip af rutinemæssige vaccinationer mod eksempelvis difteri, stivkrampe og kighoste. Det er 3,7 millioner flere end i 2019 og det højeste antal i over et årti.

Det viser tal fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) og FN's børneorganisation (Unicef) offentliggjort torsdag.

FN advarer om, at en "perfekt storm" kan være på vej som følge af den omfattende coronapandemi, der har efterladt millioner af børn i fare for at dø af mæslinger og andre dødelige sygdomme.

Millioner af børn fik sidste år ikke de mest basale vacciner, fordi coronarestriktioner kom i vejen, ligesom at mange forældre undgik klinikkerne af frygt for at blive smittet med covid-19.

Restriktioner beskytter uvaccinerede børn mod børnesygdomme

Det markante fald i børnevaccinationer kommer, samtidig med at mange lande er begyndt at lempe coronarestriktionerne, selv om pandemien langtfra er slut.

Dette har potentiale til ikke kun at øge smitten med covid-19, men også give andre vaccine-undgåelige sygdomme mulighed for at sprede sig.

Det skyldes, at restriktionerne i mange lande indtil nu også har fungeret som en buffer, der beskytter uvaccinerede børn mod eksponering af børnesygdomme.

- I 2021 står vi potentielt over for en perfekt storm, siger Kate O'Brien, leder af WHO's vaccinationsprogram, til journalister.

Må beskytte børnene

Hun advarer om, at der nu er "en ophobning af børn, som ikke er immune, fordi de ikke er blevet vaccineret, og at der er mere og mere smitte som følge af for tidlige lempelser af restriktioner".

- Vi ringer med alarmklokkerne nu, fordi der er en perfekt storm på vej.

- Vi er nødt til at handle med det samme for at beskytte disse børn, siger Kate O'Brien.

Tallene offentliggjort torsdag viser, at et stigende antal børn på tværs af alle verdensdele gik glip af første, afgørende vaccinedoser sidste år, mens millioner flere missede senere doser.