Coronavirus

Kroejer forvirret over skiftende coronaregler: - Det er helt tosset det her

Genåbningen er i fuld sving, men kulturlivet tages til fange mellem forskellige regler. Det er ulogisk, lyder det.

Når René Richardt serverer mad på sin kro, må han det ene.

Når han afholder revy på selvsamme kro, må han noget andet.

Det skyldes, at når René Richardt byder op til sang og teater på Græsted Kro, hører hans beværtning ikke længere under kategorien restaurant, men er i stedet forvandlet til et kulturelt arrangement.

Vi bliver fuldstændig ramt på den forkerte måde

René Richardt, kroejer

Derfor må Græsted Kro hver torsdag, fredag og lørdag aften bede halvdelen af gæsterne om at gå, så snart de har spist af, så revyen kan gå i gang. Restauranten må nemlig have 150 gæster på besøg, mens revyen, der foregår i nøjagtig samme lokale, kun må have 80.

For René Richardt lyder det "helt tosset", og han efterspørger en hasteændring hen over sommeren:

- Det værste er, at vi ikke kan forvente nye coronaforhandlinger før efter sommerferien, og den tanke kan jeg slet ikke holde ud, siger han til TV 2.

Folk må valfarte til fodboldfester

Den nuværende genåbningsplan strækker sig over flere faser hele sommeren og helt frem til Folketingets åbning i oktober.

Men ifølge René Richardt er det nødvendigt, at Folketingets partier mødes hurtigst muligt, så kulturlivet kan få en chance – særligt set i lyset af de fodboldfester det har været muligt at afholde under sommerens EM:

- Vi bliver fuldstændig ramt på den forkerte måde, når man ser, hvordan folk ellers må valfarte til beværtninger for at se fodbold, siger han og fortsætter:

- Derfor kunne jeg godt ønske mig et lynhurtigt møde på Skype eller Teams mellem nogle af beslutningstagerne i sommerferien, hvor de tager stilling til reglerne igen.

- Det er meget ulogisk det hele

Opråbet fra kulturlivet kommer på et tidspunkt, hvor genåbningen af det resterende samfund er i fuld sving – selv nattelivet kan se frem til to timers forlænget åbningstid fra denne uge.

Vi synes, det er meget ulogisk det hele

Jens-Christian Wandt, leder af Verdensballetten

Også Jens-Christian Wandt, der er leder af Verdensballetten, mener, at det er meningsløst, at kulturlivet fortsat er underlagt så restriktive regler.

Derfor har han nu skrevet et brev til regeringen i et forsøg på at få den til at genoverveje sin coronapolitik, der ifølge ham rammer helt skævt.

Desuden er den besværlig at gennemføre i praksis:

- Pludselig er der nogle nye restriktioner, vi skal overholde, og så er vi nødt til at lave det hele om, siger han til TV 2 og fortsætter:

- Vi synes selv, det er meget ulogisk det hele, og derfor kan det også være svært at forklare publikum, hvorfor vi gør det.

Genåbningsplan i gang

For begivenheder med publikum gælder blandt andet følgende restriktioner hele sommeren:

  • Der skal være mindst én meter mellem publikummer fra forskellige husholdninger ved siddende arrangementer.
  • Ved udendørs arrangementer gælder et arealkrav på 2 kvadratmeter per deltager, ligesom arrangementet skal inddeles i sektioner á 1000 personer.
  • Udendørs må maksimalt 5000 personer samles.
  • Indendørs må maksimalt 250 personer samles, hvis der er tale om et stående arrangement.

Næste fase i den danske genåbning af samfundet sker i denne uge 15. juli, hvor åbningstiden på serveringssteder udvides fra klokken 24.00 til 2.00, ligesom forbud mod salg af alkohol lempes.