Samfund

Flere sygeplejersker går i strejke – se kort over ramte afdelinger

Sygeplejerskerne forsøger at presse arbejdsgiverne med flere strejkende i august.

Opdateret senest 27. juli 2021 klokken 11:55.

Siden 19. juni har omkring 5000 sygeplejersker været i strejke, og for tredje uge i træk har Dansk Sygeplejeråd (DSR) tirsdag meddelt, at man vil skrue op for antallet af strejkende sygeplejersker.

Det sker for at lægge yderligere pres på arbejdsgiverne i regionerne og kommunerne med krav om højere løn.

- Vi har udvalgt områder, som rammer så effektivt som muligt i forhold til at lægge pres på arbejdsgiverne. Og så må vi fortsætte med gradvist at øge presset, til vi får åbnet for en løsning, har formanden i DSR, Grete Christensen, tidligere sagt.

Her rammer strejken

På de strejkeramte afdelinger træder et nødberedskab i kraft. Dansk Sygeplejeråd har i løbet af strejken været nødt til at undtage flere afdelinger, fordi der ikke var mandskab til at opretholde nødberedskabet.

Afdelinger for livstruende sygdomme er undtaget fra strejken, eksempelvis kræftafdelinger, børneafdelinger, psykiatriske afdelinger og behandling af coronapatienter.

Foruden de regionale rammes også en lang række kommunale arbejdspladser af strejken.

På kortene herunder kan du se, hvilke afdelinger der ifølge DSR indgår i sygeplejerskernes strejke inklusive de nye 702 sygeplejersker der går i strejke 10. august, de 225 sygeplejersker, der går i strejke 17. august og de 215 sygeplejersker, der står til at blive udtaget 25. august. Tryk på de enkelte punkter for at læse mere: