Coronavirus

De sidste nedgravede mink er snart væk: Nu skal vandet pumpes op og renses

Lugtgenerne var ikke så slemme som frygtet, lyder vurderingen fra formand for Karup-Kølvrå Byforum.

Mandag bliver der sat punktum for et stykke danmarkshistorie, som mange nok gerne vil glemme hurtigst muligt:

Opgravningen af 13.000 ton døde mink på to statslige arealer ved henholdsvis Holstebro og Karup.

Selvom naboer til de opgravede mink andre steder i landet tidligere har været generet af lugten, siger Winnie Nielsen, der er formand for Karup-Kølvrå Byforum, at det ikke har været så slemt at være nabo til opgravningen som ventet.

- Det har ikke været så grelt som frygtet. Der har været en lille smule lugtgener, det er det.

Winnie Nielsen siger, at arbejdernes effektivitet har betydet meget for at mindske lugtgenerne.

- De har åbnet gravene, taget det, de skulle tage, og så lukket dem igen, siger hun.

Muteret minkvirus

Fire millioner døde mink blev i al hast begravet ved Nørre Felding nær Holstebro og ved Kølvrå nær Karup i november sidste år.

Eksperter fra Statens Serum Institut mente, at et muteret minkvirus kunne nedsætte effekten af kommende coronavacciner. Derfor måtte minkene væk, besluttede regeringen.

Senere besluttede et politisk flertal på Christiansborg, at de døde mink skulle graves op og destrueres, når de ikke længere udgjorde en smitterisiko.

Og i midten af maj gik arbejdet med at fjerne minkene så i gang ved Nørre Felding.

- Kæmpe lettelse

Da gravene her var tømt, tog man fat i Kølvrå. Og tidsplanen har holdt stik.

Winnie Nielsen er lettet over, at minkene i området snart er væk.

- Det er da en kæmpe lettelse. Det er dejligt. Så skal vi bare have fundet ud af, hvor galt det står til med den forurening. Lige nu er frygten ikke så stor, fordi de tager alle de prøver og holder øje, siger hun og tilføjer:

- Men den største bekymring er selvfølgelig, om det går i vores drikkevand. Grundvandet i området ligger forholdsvist højt.

For at undgå forurening af grundvandet iværksættes såkaldte afværgeforanstaltninger.

Årelang proces

Det betyder, at der de kommende år skal pumpes og renses vand, som muligvis kan være forurenet.

- Det har jeg det helt fint med. Det er bare rart, at det bliver gjort, og at man ikke siger: Nu er det gjort, nu smutter vi.

Taget i betragtning, at minkene aldrig skulle have været gravet ned, synes Winnie Nielsen, at affæren er "blevet løst rimeligt godt."

Kilden til forurening

Også indsatschef Kasper Klintø fra Fødevarestyrelsen var tilfreds mandag morgen.

Tidspunktet for opgravningen er helt rigtigt, konstaterer han.

- Det går planmæssigt. Minkene ligger hele nede i gravene og er ikke gået i yderligere opløsning. Efter en veterinær vurdering er der ingen levende coronavirus i dem efter et halvt år. Så vi har fjernet kilden til forureningen, siger Kasper Klintø.

Sammen med minkene har Fødevarestyrelsen opgravet en del jord og sand, som indeholder "minksaft" fra de døde dyr.

- Arbejdet med at fjerne jord fortsætter sideløbende den næste måned, hvor vi analyserer jorden og beslutter eventuelle yderligere foranstaltninger, siger indsatschefen.