Samfund

Kongeskibet Dannebrog slæbt i havn

Det vides ikke, om Kongeskibet kan nå at blive repareret, inden dronningen skal besøge Færøerne.

Kongeskibet Dannebrog blev lørdag ramt af tekniske problemer på vej til Færøerne.

Det bekræfter Lars Skjoldan, der er pressevagt hos Forsvarskommandoen.

Det sker, inden dronningen i den kommende uge skal på sit officielle besøg. Hun var dog ikke ombord på skibet, da problemerne opstod.

Forsvarskommandoen er imidlertid ikke i stand til at oplyse, om Kongeskibet kan nå at blive repareret, inden dronningen skal til Færøerne i næste uge.

Dronningens besøg til Færøerne gennemføres

Til TV 2 bekræfter Kongehuset, at der er opstået problemer:

- Vi kan bekræfte, at Kongeskibet Dannebrog er sejlet til Frederikshavn grundet maskintekniske problemer. Dronningens planlagte besøg til Færøerne gennemføres fortsat.

Forsvaret har søndag arbejdet på at hente skibet tilbage til Frederikshavn ved hjælp af en slæbebåd.

Ifølge Lars Skjoldan skulle Kongeskibet ved 9.50-tiden været nået i havn.