Kæmpesommerhuse gør indtog i Danmark – frygt for mere støj og affald
Udviklingen skaber bekymring for, at de store sommerhuse ødelægger de gamle sommerhusområder.
Kører du gennem et af de store danske sommerhusområder i løbet af ferien, er der stor sandsynlighed for, at du passerer langt flere store sommerhuse sammenlignet med for ti år siden.
Siden 2011 er antallet af store sommerhuse på mere end 100 kvadratmeter nemlig steget med over 10.000 svarende til en stigning på 28 procent.
Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af data fra Nybolig og Danmarks Statistik.
Ligeledes er der sket en stor udvikling for de allerstørste sommerhuse. På 10 år er antallet af sommerhuse på 200-499 kvadratmeter steget med 724, hvilket er en stigning på omkring 30 procent.
Den markante udvikling har ifølge Anne-Mette Hjalager, professor og turismeforsker ved Syddansk Universitet, overrasket mange kommuner.
- Der er absolut en balance, der skal findes, og her har kommunerne både ret og pligt til at arbejde med de her ting. De skal være opmærksomme på udviklingen, og det er også mit indtryk, at de er ved at indse det, siger hun til Jyllands-Posten.
Generer med støj, trafik og affald
I Varde Kommune, der huser det store sommerhusområde Blåvand, er der ifølge Jyllands-Posten i løbet af 10 år forsvundet 270 små sommerhuse, mens der i samme periode er bygget 564 sommerhuse på mellem 100 og 199 kvadratmeter.
Det er en udvikling, som bekymrer formanden for Blåvand Grundejerforening, Susanna Søndermark Jensen.
- Vi frygter, at sommerhusmiljøet er ved at ændre karakter til at være et investeringsmiljø, siger hun til TV 2.
For mens de mindre sommerhuse ifølge Susanna Søndermark Jensen ofte er steder, hvor familier søger fred og ro, er de store sommerhuse primært bygget med henblik på udlejning.
- Der er huse på 3-400 kvadratmeter herude. Huse, der sagtens kan rumme 15-20 mennesker og en bilpark på 5-7 biler. Det generer med både støj, affald, trafik og sidst men ikke mindst rigtig mange mennesker, siger hun.
Godt for lokalt erhvervsliv
Hos Landdistrikternes Fællesråd har man forståelse for bekymringen over de mange store sommerhuse. Men overordnet mener formand Steffen Damsgaard, at udviklingen er positiv.
- Det er med til at dække en efterspørgsel hos gæster og turister om at bo flere generationer sammen eller flere familier sammen, siger han.
Samtidig betyder de store sommerhuse også flere mennesker, og det smitter positivt af på de lokale erhvervsdrivende, mener Steffen Damsgaard.
- Det er helt afgørende vigtigt, at man har den her omsætning lokalt. Både hos turistattraktioner og også hos caféer og butiksliv i øvrigt, siger han.
Steffen Damsgaard understreger dog, at kommunerne har et vigtigt ansvar for at sikre, at de store sommerhuse placeres hensigtsmæssigt.
- Hvis man placerer et nyt stort sommerhus et sted, hvor der er for vane at være ældre små sommerhuse, er der jo folk, der risikerer at miste en udsigt og andet. Så man skal tænkte sig klogt om og måske placere dem mere i klynger, så man får dem samlet.
Bekymret: Naboer betaler prisen
Ifølge Steffen Damsgaard bør kommunerne derfor være meget opmærksomme, når de ændre lokalplanerne i forbindelse med nye byggerier.
- Det synes jeg også, mange af kommunerne gør langt hen ad vejen, selvom nogle har skullet lære det gennem årene. Men det er den rette vej frem, siger han.
Alligevel er Susanna Søndermark Jensen fra grundejerforeningen i Blåvand bekymret for, at tendensen med store sommerhuse får lov at brede sig midt i områder, hvor de små sommerhuse ligger.
- Men man risikerer at erstatte det med en kulturløs industriturisme, hvis ikke der kommer snor i udviklingen. Det risikerer at brede sig til hele Vestkysten, og det er i virkeligheden naboerne, der betaler prisen for investorernes fyldte lommer.