Samfund

Dykkere ledte efter 68-årig sejler i Nordjylland - Nu er eftersøgningen afblæst

En 68-årig mand sejlede ud i sin jolle fredag fra Sæby-området. Søndag aften blev en større eftersøgning sat i gang, som nu er afblæst.

Politiet og beredskabet har søndag aften igangsat en større eftersøgning af en 68-årig mand, som fredag sejlede ud i sin jolle ved Sæby i det østlige Vendsyssel.

Det oplyser Nordjyllands Politi ifølge TV2 Nord.

- Vi får en henvendelse fra sønnen, der er urolig, idet han ikke kan komme i kontakt med faren, fortæller vagtchef Henrik Beck til mediet.

Manden havde en mobiltelefon med, men der har ikke været forbindelse til den siden fredag aften.

Fundne genstande

Sent på aftenen søndag meldte Nordjyllands Politi imidlertid ud, at eftersøgningen er indstillet. Det skyldes den efterhånden lange tid, der er gået, siden den 69-årige er forsvundet.

Der blev ellers oprindeligt sat både både og dykkere i vandet i håbet om at finde den 68-årige mand. De leder i større område ud til Læsø og helt ned til Anholt.

Ved Asaa Havn er der fundet nogle genstande i vandet, som søndag aften blev undersøgt nærmere. Det forlyder endnu ikke, om genstandene stammer fra den 68-åriges tre meter lange jolle, men søndag aften kunne politiet ikke afvise, at det skulle være tilfældet.