Pfizer på vej med Delta-vaccine - dansk ekspert kalder det en glædelig nyhed
Den tilpassede vaccine kan være på markedet inden for nogle måneder, hvis alt går vel, lyder det fra professor.
Pfizer/BioNTech arbejder nu på en version af coronavaccinen, der målrettet skal tackle den yderst smitsomme Delta-variant.
Det skriver Financial Times, som også kan berette, at de kliniske forsøg med den nye version af vaccinen går i gang i august i år.
Det sker på baggrund af en stigende bekymring for, om de nuværende vacciner er i stand til at håndtere truslen fra virusvarianten, der i første omgang blev døbt den indiske variant.
- Det er en rigtig glædelig nyhed, siger Camilla Foged, der er professor i vaccinedesign på Københavns Universitet, om udsigten til den nye vaccine.
Nem at omprogrammere
Pfizer/BioNtech producerer en såkaldt mRNA-vaccine, og fra starten har man talt om, at den er let at omprogrammere til nye varianter.
Helt konkret sker det ved, at man udskifter mRNA'et med det mRNA, der rummer opskriften på Delta-varianten.
Resten af vaccineproduktionen er så at sige den samme. Den nye, tilpassede vaccine skal igennem en godkendelse, men ikke den samme store tur, som den oprindelige vaccine skulle med fase 1, 2 og 3 og 40.000 testpersoner.
Hvis alt går vel, kan man i det bedste scenarie forvente, at en sådan tilpasning af vaccinen kan komme ud til borgerne i løbet af omtrent to måneder, siger Camilla Foged:
- Hvis vi er heldige, kan vi få den omkring oktober eller november i forbindelse med revaccinering. Det kunne være rart som et alternativ til blot at give tredje stik med den, vi har i forvejen, siger hun.
Tredje stik virker
I Danmark er Delta-varianten blevet dominerende som følge af blandt andet en række supersprederbegivenheder. Det oplyste SSI i sidste uge.
Sideløbende med meldingen om den tilpassede vaccine har Pfizer/BioNTech også anmodet om at få godkendt, at man vaccinerer med et tredje stik inden for 12 måneder efter fuld vaccination.
Ifølge selskabet vil det også være effektivt til at bekæmpe spredningen af virus med Delta-varianten.
Og den udmelding rummer også endnu en glædelig nyhed, siger Camilla Foged:
- Pfizer har nu data for, at antistofsvar boostes fem til ti gange ved tredje stik. Det betyder, at vi har videnskabelig dokumentation for, at det tredje stik virker, siger hun.
Fokus kan skifte
Der vil muligvis også komme nye, truende versioner af coronavirussen, der eventuelt giver mere sygdom eller mere smitte.
Men hvis virksomhederne relativt hurtigt kan tilpasse vaccinerne, er produktionsapparatet allerede på plads til selve produktionen. Det betyder, at man kan skifte fokus til at reagere på nye varianter:
- Så bliver det jo mere, som vi kender fra influenzavaccinerne med overvågning af varianter, hvor vi hvert år opdaterer vacciner, siger Camilla Foged.
Søndag offentliggjorde Israel også nye tal, der viste, at Pfizer-vaccinens evne til at beskytte mod Delta-varianten var langt mindre i forhold til vaccinens oprindelige effektivitet mod coronavirus.
To stik med vaccinen beskytter ifølge studiet kun med 64 procent i forhold til tidligere 94,3 procent, når det handler om infektioner og "symptomatisk sygdom".
Men danske eksperter og forskere maner også til besindighed, for de godkendte vacciner i Danmark er stadig særligt gode til at forhindre alvorlig sygdom og indlæggelse.
Det konstateres også i det israelske studie, at Pfizer-vaccinen fortsat vurderes til at beskytte 93 procent mod netop det.