Samfund

Jensens Bøfhus taber omdiskuteret sag

Arbejdsretten mener ikke, at coronakrisen giver særlige undtagelser fra retten til at konflikte.

Den danske restaurantkæde Jensens Bøfhus har tabt en meget omdiskuteret sag mod fagforeningen 3F.

Det har Arbejdsretten netop afgjort, skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation i en pressemeddelelse.

I dommen fastslår Arbejdsretten, at det var lovligt, da 3F varslede blokade og strejke for 26 Jensens Bøfhus-medarbejdere i marts sidste år.

"En stor sejr"

Ifølge restaurantkædens ledelse var grebet ulovligt, da det skete under coronanedlukningen, men det var retten ikke enig i.

- Der er tale om en pure frifindelse af 3F, og Arbejdsrettens afgørelse er en stor sejr for fagbevægelsen, siger TV 2s erhvervskommentator Ole Krohn.

3F erklærer sig tilfreds med dagens kendelse.

Det siger Peter Lykke Nielsen, der er forhandlingssekretær for 3F Privat Service, Hotel og Restauration, til TV 2.

- Vi er bestemt glade for afgørelsen. Den giver de unge mennesker ret til at strejke for at få en overenskomst. Det er en stor sejr for den danske model, lyder det.

På den anden side kalder Jensens Bøfhus' direktør, Anders Nikolaisen, afgørelsen for "ærgerlig".

- Mest af alt er det synd for alle de mange medarbejdere, som desværre mistede deres arbejde hos os under corona, siger han til TV 2.

På trods af dagens nederlag i retten ærgrer det dog ikke direktøren, at Jensens Bøfhus valgte at indbringe sagen for retten.

Lyn-analyse

Med dommen bliver der værnet om konfliktretten, der er en af de vigtigste våben for fagbevægelsen.

Jensens Bøfhus har ikke mulighed for at gå videre, når det gælder selve strejken. Restaurantkæden vil dog givet gå videre og udfordre loven om lønkompensation ved at klage til Folketingets Ombudsmand.

Men efter dagens afgørelse står Jensens Bøfhus alt andet lige svagere.

Manglende lønkompensation er sagens kerne

Konflikten mellem Jensens Bøfhus og 3F begyndte ved overenskomstforhandlinger mellem parterne i januar 2019, hvor Jensens Bøfhus ønskede at få alle ansatte over på samme overenskomst som konkurrenten Restaurant Flammen.

3F nægtede at indgå en sådan aftale, da fagforeningen mente, at serveringspersonalet på Jensens Bøfhus udførte tjenerarbejde - i modsætning til Flammen, der har buffet.

Restaurantkæden opsagde sidste forår en 30 år gammel overenskomst og lockoutede 3F'erne, som sidenhen svarede igen med strejke.

Sagens kerne er, at en konfliktramt virksomhed ikke kan modtage offentlig støtte på grund af princippet om, at staten ikke må tage parti i arbejdskonflikter.

Derfor har staten under coronakrisen ikke kunnet udbetale lønkompensation til de medarbejdere, der tidligere var dækket af 3F-overenskomsten, hvilket er langt hovedparten af de ansatte.

Tab på 20 millioner

Den manglende lønkompensation har ifølge Jensens Bøfhus ramt restaurantkæden hårdt.

Ifølge Berlingske har konflikten kostet Jensens Bøfhus i omegnen af 20 millioner kroner, og omkring 300 medarbejdere blev fyret under den første nedlukning af samfundet sidste år.

Jensens Bøfhus mener, at 3F har handlet disproportionalt. Dermed har konsekvenserne af den igangværende konflikt mellem restaurantkæden og 3F under coronakrisen haft uforholdsmæssige store konsekvenser for virksomheden, mener den selv.

Målet for Jensens Bøfhus med sagen i Arbejdsretten har været, at 3F skal anerkende, at konflikten er ulovlig, og at den skal ophøre.