Samfund

47 danske kvinder har indberettet uregelmæssig menstruation efter vaccine

Lægemiddelstyrelsen er nu ved at undersøge, hvad der kan være årsagen til blødningsforstyrrelserne.

Uregelmæssig menstruation er noget, som mange kvinder gennem tiden har døjet med.

Kvinders månedlige cyklus kan nemlig blive påvirket af mange ting som eksempelvis stress og sygdom. Og nu tyder noget på, at vaccinen mod covid-19 måske også kan skrives på listen.

For ændringer i menstruationen er noget, som flere kvinder over hele verden har oplevet som en mulig bivirkning efter at være blevet vaccineret mod covid-19.

Det gælder også danske kvinder, oplyser Lægemiddelstyrelsen til TV 2.

Gælder også kvinder i overgangsalderen

Indtil videre har Lægemiddelstyrelsen fået indberetninger fra 47 vaccinerede danske kvinder. Det gælder både kvinder i overgangsalderen og i den fødedygtige alder. Og det gælder efter både første og andet stik.

- Lægemiddelstyrelsen er i gang med at vurdere indberetningerne i forhold til uregelmæssige blødninger og ser i den forbindelse på, om andre sygdomsforhold kan have været årsag eller medvirkende årsag til blødningsforstyrrelserne, oplyser styrelsen i et skriftligt svar.

Ifølge de tal, som TV 2 har modtaget, kommer 24 af de 47 indberetninger fra kvinder, der har fået vaccinen fra AstraZeneca, som der er uddelt over 150.000 doser af i Danmark.

19 indberetninger vedrører vaccinen fra Pfizer, som over tre millioner danskere har modtaget en dose af.

Derudover er der kommet 3 indberetninger i kølvandet på vaccinen fra Johnson & Johnson, mens kun 1 indberetning omhandler vaccinen fra Moderna. I alt har næsten 3,5 millioner danskere fået første stik.

Sammenhæng med vaccinerne er mulig

I Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG) hilser man de danske kvinders indberetninger velkomne.

Det er nemlig en forudsætning for at kunne vurdere, om der er en sammenhæng med vaccinerne, hvilket ifølge formanden Annemette Windfang Lykkebo er muligt.

- Vi kan ikke afvise, at en vaccine giver anledning til uregelmæssigheder. Spørgsmålet er, om det betyder noget for kroppen, siger Annemette Windfang Lykkebo, der også er ledende overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Sygehus Lillebælt.

Hun stiller sig tvivlende over for, at der i forbindelse med blødninger hos kvinder i overgangsalderen er en sammenhæng med vaccinen.

- Hvis man bløder efter overgangsalderen, er det vigtigt at søge læge, for det kan være tegn på celleforandringer. Så det er vigtigt, at man ikke tror, det kun kan være en eventuel vaccination, siger Annemette Windfang Lykkebo.

Samme billede i Storbritannien

Også fra britiske eksperter lyder det, at der kan være en sammenhæng mellem kvinders uregelmæssige blødninger og vaccinerne.

I Storbritannien har 3958 ud af 22 millioner vaccinerede kvinder ifølge mediet Business Insider indberettet ændringer af konsistens, blødningsstyrke og -periode.

Hos nogen er menstruationen helt udeblevet. Hos andre er det omvendte sket - nemlig at kvinder efter overgangsalderen pludselig er begyndt at bløde igen.

- Vi ved ikke endnu, om det er vaccinen, der forårsager disse forandringer – det er ikke blevet studeret. Det er muligt, at vaccinerede kvinder er mere tilbøjelige til at bemærke ændringer, især efter at have hørt om andres oplevelser, siger doktor Victoria Male, der er reproduktionsimmunolog ved Imperial College i London ifølge BBC.

Ifølge den britiske ekspert har der sågar været eksempler på, at kvinder, der tager hormoner for at stoppe deres menstruation, alligevel har fået blødning efter vaccination. Og ifølge Kate Clancy, der er medicinsk antropolog, har også transkønnede rapporteret om blødninger, skriver BBC.

Oplevede ændret cyklus efter coronasmitte

Endnu er der ikke offentliggjort større studier om kvinders cyklus og vaccination mod covid-19.

Et mindre studie af kvinder i Wuhan i Kina viste dog allerede i september sidste år, at flere kvinder, der har været smittet med coronavirus, har oplevet en ændret cyklus.

Det er dog også et af de eneste studier, der er.

For i de indledende studier af vacciner mod coronavirus indsamlede forskerne ikke data om kvinders menstruation, siger Jane van Dis til mediet The Lily, der er et medie under Washington Post skrevet for og af kvinder.

Jane van Dis er gynækologisk overlæge og direktør for et sundhedsnetværk for kvinder, Maven Clinic.

- Alle var chokerede og overraskede over at få at vide, at vaccinen måske har kortsigtet og begrænset påvirkning af menstruationscyklussen. Set i bakspejlet tænkte alle, hvorfor vi ikke havde spurgt (om kvinders cyklus i studierne, red.), siger hun.

Både senfølgeklinikken på Aarhus Universitetshospital og Odense Universitetshospital oplyser til TV 2, at de ikke har kendskab til ændringer i menstruationen hos kvinder med svære senfølger – men at det heller ikke er noget, der bliver spurgt systematisk ind til.

Lægemiddelstyrelsen kan endnu ikke oplyse yderligere om de danske indberetninger, da de er ved at blive gennemgået for blandt andet alder.