Samfund

Efter ny app har rekordmange registreret sig som organdonorer

På en måned er der kommet lige så mange registreringer, som der normalt kommer på et helt år. Centerleder kalder app'en for "super effektiv".

1. juni gik Sundhedsministeriets nye app med sundhedskortet i luften, og når man åbner app'en, bliver man spurgt, om man har husket at tage stilling til organdonation.

Efter 30 dage med app'en var der kommet 51.960 nye registreringer. Det viser tal fra Dansk Center for Organdonation.

De knap 52.000 registreringer svarer til antallet af registreringer på et helt gennemsnitsår.

- For det første underbygger det den viden, vi har om, at to ud af tre allerede har taget stilling, men ikke har fået det registreret. Sådan en påmindelse her er super effektiv overfor dem. Det er virkelig effektivt og super godt for alle, siger Helle Haubro Andersen, som er centerleder i Dansk Center for Organdonation.

- Jeg troede, det var slut

Hun erkender, at sådan noget som påmindelsen ikke får dem, der er i tvivl, til at blive mere afklaret, men at det i hvert fald minder danskerne om at tage stilling.

Og årsagen til den store tilvækst, tror hun, helt og holdent kan tilegnes app'en. På en normal måned kommer der løbende 4000-5000 registreringer sammenlignet med de knap 52.000, efter at den digitale løsning er søsat.

- Det er bare blevet rigtigt simpelt at finde vej til registreringen, når man går ind i sin sundhedsapp, siger Helle Haubro Andersen.

Hanne Jensen er en af dem, som har stået på venteliste til et par nye lunger. Hun var syg med kol og blev i 2014 meget syg. Hendes lungefunktion lå på under 20 procent, og lægerne begyndte for første gang at tale om, at en lungetransplantation kunne være en løsning.

Hanne Jensen ventede knap tre år, og til sidst havde hun opgivet.

- Til sidst lå jeg bare i en seng og kunne ikke tale. Jeg kunne ingenting, og på det tidspunkt troede jeg, at det var slut. Det var en barsk erkendelse at komme frem til, men jeg havde det sådan, at jeg bare ville have fred, fortæller Hanne Jensen.

Den dag i 2017, hvor hun fik opkaldet om, at der var et par lunger til hende, husker hun stadig i dag.

- Det var surrealistisk, da opringningen kom. Det var helt fantastisk.

I maj 2017 fik Hanne Jensen et par nye lunger, det ændrede hendes liv, og i dag har hun det efter eget udsagn "rigtig godt". Selvom hun skal passe på under corona, kan hun deltage i alle de ting, hun ellers ikke har måttet.

Vigtigt bare at tage stilling

De nye registreringer betyder, at 26 procent af alle danskere over 15 år nu står registreret i organdonorregistret. Når man registrerer sig, betyder det ikke nødvendigvis, at man siger ja til at donere organer, da det indbefatter danskere, der har taget stilling – og dermed både dem, der har sagt ja og nej til at donere organer.

Ifølge Helle Haubro Andersen er det et fåtal, der siger nej, når de registrerer sig. Cirka seks procent af de registrerede ønsker ikke at donere organer.

- Men for os og for samfundet er det også vigtigt, at man har tilkendegivet sin stillingtagen. For man hjælper sin familie og sine nærmeste pårørende, så de ikke skal tage stilling til det, hvis der nu skulle ske én noget.

Nogle vil måske mene, at hvis man vil være organdonor, må man selv opsøge det og tilmelde sig. Så hvorfor er det nødvendigt for jer at opsøge folk på den her måde for at få dem til at tage stilling?

- Det er en venlig påmindelse om, at det er vigtigt at tage stilling til, og man kan jo bare lade være og trykke påmindelsen væk, hvis man ikke vil registrere sig.

- Det er vigtigt at få flere organdonorer, fordi der er patienter, som står på venteliste til et nyt organ og får livet tilbage, hvis de bliver transplanteret, siger Helle Haubro Andersen.

Såfremt man ikke har taget stilling til, hvorvidt man vil donere organer eller ej, kan ens pårørende beslutte det på ens vegne, hvis der skulle ske én noget.

I 2020 fik 403 danskere transplanteret et organ fra enten danske eller udenlandske donorer.