Samfund

Danske fans drømmer om semifinale i London - deler tips til at omgå restriktioner

Fans overvejer diverse finter, der kan få dem til semifinalen på Wembley. Ekspert tror dog ikke, britisk politi vil uddele bøder til danskere.

- Vi vil til fucking Wembley

- Alle mand til London.

- Hvad giver du for en direkte flyvning fra Hamborg?

De tre kommentarer kommer fra begejstrede danske fodboldfans, der i forskellige fanfora på Facebook drømmer om at se semifinalen mellem Danmark-England ved EM i fodbold i London.

Særligt to spørgsmål trænger sig på:

Hvordan kommer jeg til England og ser semifinalen i London? Og må jeg overhovedet rejse afsted?

Det sidste spørgsmål først.

Svaret er et klart nej, hvis man spørger de danske myndigheder.

Det vil på ingen måde være muligt for tilrejsende danskere at rejse ind i Storbritannien for at se EM-semifinalen i fodbold i London på onsdag 7. juli.

- Det skyldes de britiske indrejseregler, siger fungerende chef for Udenrigsministeriets Borgerservice, Frej Jackson, til TV 2.

Briterne stiller på grund af situationen med coronavirus krav om selvisolation i ti dage, og det bliver håndhævet rigtig strikst, lyder det.

- Man har mulighed for at teste sig ud efter fem dage, siger Frej Jackson og uddyber:

- Hvis man tropper op ved den britiske grænse med en EM-billet til en kamp, der bliver spillet inden for fem dage, så risikerer man at blive afvist.

Borgerservice i Danmark er nødt til at sige, som de gør

Peter James Stark, ekspert i engelske forhold

Han fraråder derfor stærkt, at danskere prøver at omgå de britiske regler - for konsekvenserne kan være store.

- Hvis man trodser de britiske regler, kan man få en bøde på 85.000 kroner, siger Frej Jackson.

Fans deler tricks til at omgå regler

Til trods for udsigten til en voldsom bøde deler fodboldfans tips og tricks til at komme til London uden at gå i karantæne - stik imod med de gældende anbefalinger.

En bruger foreslår at rejse til Wales og derfra køre ind til England. En anden bruger skriver, at han vil rejse med fly til Dublin og derfra flyve til London.

En tredje spekulerer i at købe en billig billet til en tredje destination med London som mellemlanding. Efterfølgende vil personen ved ankomst til England rejse ud.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er det stadig ulovligt som dansker at bryde karantænereglerne - uanset hvilket land man er rejst ind fra.

Der er dog også fans i samme kommentarspor, der nøjes med at ærgre sig over, hvad de opfatter som rigide indrejseregler. Andre studser over at de afgørende EM-kampe spilles i Storbritannien, der er særligt hårdt ramt af coronavirussens Delta-variant.

Heriblandt Love Shop-forsanger Jens Unmack:

Ekspert tror ikke politiet vil holde særligt øje med danskerne

Kommunikationsrådgiver og engelsk statsborger Peter James Stark har tidligere arbejdet hos den britiske ambassade i Danmark og har et indgående kendskab til engelske forhold.

Peter James Stark tvivler på, at de britiske myndigheder vil håndhæve kravet om isolation mod danskere, hvis nogle skulle formaste sig og bryde de strenge britiske indrejseregler.

- Borgerservice i Danmark er nødt til at sige, som de gør, men jeg tror ikke på, at danskerne vil blive kontrolleret. Kravene i England bliver ikke håndhævet i særlig høj grad, siger James Stark.

Han tror, at politiet på semifinale - og finaledage vil være optaget af at sikre en rolig og let afvikling af de afgørende EM-kampe.

- Politiet vil være optaget af at afvikle begivenheden og ikke stå foran Wembley og afkræve dokumentation. Skal de så spørge alle danskere, inklusiv dem der i forvejen bor der? Det kan jeg ikke forestille mig. Det vil politiet ikke have ressourcer til, siger James Stark.

- Hvorfor vil politiet i din optik ikke være mere optaget af at uddele bøder til danskerne?

- For det første er Delta-varianten mest udbredt i Storbritannien. Det er jo primært dem, der har varianten og i mindre grad danskerne. Samtidig bliver de britiske karantænekrav droppet 19. juli. Det vil se mærkeligt ud, hvis man en uge inden langer bøder ud på 85.000 kroner til glade danske fodboldfans, siger han.

TV 2-journalist har ikke oplevet meget kontrol

Journalist Mads Buur Bach og fotograf Jakob Vester befinder sig i karantæne på et hotel i London, så de kan dække semifinaler og finalen for TV 2.

Tidligere har Mads Buur Bach rapporteret om de isolationskrav, man bliver mødt med som dansker.

Flere gange er han dog blevet overrasket over, at myndighederne ikke har afkrævet mere dokumentation.

Ved ankomst til lufthavnen i London gled fotograf Jakob Vester igennem paskontrollen ved at scanne det på en maskine.

Buur Bach selv blev henvist til en anden kø.

- Her regnede jeg med at vise alle de nødvendige papirer, men det blev jeg ikke bedt om. Der var bare tale om tekniske problemer ved paskontrollen.

Da TV 2s to udsendte skulle fra lufthavn til hotel var der frit valg på alle hylder og på hotellet - ikke noget krav om at booke værelse på særlige karantænehoteller.

Ved ankomst blev receptionen adviseret om, at danskerne skulle i karantæne, men hotellet kontrollerer ikke de logerende.

- Det virker ikke særlig strikst, så i princippet kunne man sætte sig ned i baren og drikke øl. Vi bliver dog naturligvis inde på værelset og får mad leveret til døren, understreger Mads Buur Bach.

TV 2'erne har brudt karantænen en enkelt gang. Da de skulle sende deres coronaprøver med posten til sundhedsmyndighederne, afviste hotelpersonalet at sende pakken for dem, og de måtte i stedet gå nogle hundrede meter op ad gaden for at sende pakken afsted.

Havde myndighederne opdaget, at TV 2s udsendte brød sin isolation for at aflevere pakken, havde der vanket en bøde på op til 85.000 kroner.

Det var imidlertid bydende nødvendigt at bryde karantænen, da man skal aflevere en test på dag to efter ankomst. Gør man ikke det, risikerer man en bøde på op til 17.000 kroner.

Får opkald en gang om dagen

Inden afrejse til London skal man udfylde en såkaldt Passenger Locator Form.

Her opgiver man sine personlige oplysninger, rejseoplysninger, sin eventuelle færden i udlandet de seneste ti dage, hvilket hotel eller hvilken bolig man vil opholde sig i under isolationen, og sit Passenger Locator Number, som beviser, at du har købt de tests, der kræves.

En gang om dagen ringer de engelske myndigheder for at kontrollere, at man er i karantæne.

- Her spørger de om man opholder sig på den adresse, man har opgivet, men der er ikke tale om et længere interview. Man skal blot bekræfte, at man fortsat er på sit hotel.

Tager man ikke telefonen, ringes man op dagen efter. Svarer man heller ikke her har myndighederne mulighed for at møde fysisk op.

Danmark møder England i semifinalen onsdag. Søndag eftermiddag var flere end 10.000 i kø til at købe billet til kampen.