EM fodbold

Politi med løftet pegefinger til danskerne inden EM-brag

Sidste weekend festede fodboldglade danskere igennem efter EM-sejren over Wales. Det gav mange meldinger om musik til ulempe i flere politikredse.

Københavns Politi opfordrer de fodboldelskende danskere til at have coronasituationen i baghovedet, når Danmark spiller EM-kvartfinale mod Tjekkiet fra klokken 18.

- Husk at holde afstand, lyder rådet.

Samtidig skal danskerne tage hensyn og skrue ned for soundboksene, hvis der er noget at fejre efter kampen.

- En sejrsfest er fantastisk, men ikke alle vil skråle med på Re-Sepp-Ten til morgengry, lyder det fra Københavns Politi på Twitter.

Høj musik over hele landet

Sidste weekend var der fest over hele landet efter Danmarks sejr over Wales i ottendedelsfinalen ved EM.

Flere politikredse kunne melde om glade mennesker, men det gik ikke stille af sig med mange meldinger om musik til ulempe til følge.

Danmark spiller EM-kvartfinale mod Tjekkiet fra lørdag klokken 18 i Aserbajdsjans hovedstad, Baku.

Vinderen af opgøret møder enten England eller Ukraine i semifinalen onsdag 7. juli på Wembley i London.