Danske forældre bekymret over ny vaccine-udmelding

I en nylig Megafon-måling siger to ud af tre forældre, at de er klar til at lade deres børn vaccinere.

Først lød det fra Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at børn mellem 12-15 år kunne regne med at blive indkaldt til vaccination i september.

På det tidspunkt ville der nemlig forelægge endnu mere dokumentation for sikkerheden for at vaccinere børn, og det var nødvendigt, sagde Søren Brostrøm på et pressemøde 17. juni

Men her lidt mere end to uger efter er udmeldingen en helt anden.

Nu bliver de 12-15-årige allerede inviteret til vaccination i midten af juli.

Og det markante skift undrer flere forældre, som nu skal tage stilling til, om de vil takke ja til den invitation, der lige om lidt tikker ind i e-Boks.

Bekymret over langtidseffekterne

En af dem er 42-årige Louise Speiermann, og hun har ikke tænkt sig at følge myndighedernes anbefaling om at vaccinere sine børn hurtigst muligt.

Jeg vil gerne vente og se noget mere data

Louise Speiermann, forælder til to drenge på 12 og 16 år

- Jeg synes, det er lidt forhastet. De lytter ikke til de børnelæger, som stiller spørgsmålstegn. Jeg vil gerne vente og se noget mere data, siger hun til TV 2.

Hun har to sønner på henholdsvis 12 og 16 år, og hvor den ældste dreng ifølge sundhedsloven selv kan træffe sin egen beslutning, er det Louise Speiermann og hendes mand, som har det sidste ord i forhold til den yngste.

Og hun hæfter sig især ved, at de to vacciner, som indgår i Danmarks vaccinationsprogram, stadig er betinget godkendt.

Lægemiddelstyrelsen skriver på dens hjemmeside, at en betinget godkendelse indebærer, at Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) har vurderet, at dokumentationen for vaccinens effekt, sikkerhed og kvalitet er tilstrækkelig solid.

Desuden skal fordelene ved, at vaccinen bliver hurtigt tilgængelig være større end, at alle data ikke er tilgængelige endnu.

Men det bekymrer Louise Speiermann, at man endnu ikke kender til langtidseffekterne – særligt i forhold til børn, da de første lande først for nyligt er begyndt at vaccinere børn under 16 år.

Følger børnelægernes råd

Ovenpå udmeldingen fra Sundhedsstyrelsen torsdag var sammenslutningen af danske børnelæger ude at sige, at de har svært ved at forstå, hvorfor det skal gå så stærkt med at vaccinere børn mellem 12 og 15 år.

- Jeg mener ikke, at vi har opnået tilstrækkelig viden omkring det at vaccinere de 12-15-årige, og der er ikke kommet meget ny viden frem, siden det pressemøde myndighederne holdt, sagde Klaus Birkelund Johansen, der er formand i Dansk Pædiatrisk Selskab til TV 2.

Børnelægernes skepsis er en af grundene til, at både Louise Speiermann og Christina Slot Nielsen, der er mor til en datter på 12 år, venter og ser tiden an.

- Jeg er ikke modstander af vaccinen, men lad os nu først lige se, hvad der er af erfaringer fra de andre lande, for det sagde de (Sundhedsstyrelsen, red.) sådan set også selv for 14 dage siden, siger Christina Slot Nielsen til TV 2.

Hun fortæller også, at datteren netop nu er i gang med at få sin HPV-vaccine, og hun er bange for, om det kan komme til at spille en rolle i forhold til, hvordan datteren vil reagere på vaccinen, eller om det kan mindske effekten.

I skrivende stund er der ikke fremlagt nogle undersøgelser mellem coronavaccinen og HPV-vaccinen.

Ekspert er ikke bekymret

Jan Pravsgaard Christensen, der er professor i immunologi på Københavns Universitet, forstår godt, hvis der er nogle forældre, som sidder og undrer sig over Sundhedsstyrelsens modstridende udmeldinger, men selv er han ikke bekymret.

Testene fra USA viser 100 procent beskyttelse og ingen bivirkninger

Jan Pravsgaard Christensen, professor i immunologi på Københavns Universitet

- Testene fra USA viser 100 procent beskyttelse i den her gruppe og ingen bivirkninger, fortæller han til TV 2 og henviser til, at man i USA begyndte at vaccinere de først børn i midten af maj.

Og da der på nuværende tidspunkt er mere end en måned til, at landets skolebørn vender tilbage, er det også det rigtige tidspunkt at forberede sig mod mulig smittespredning i skolerne, vurderer han.

Netop skolerne har været hårdt ramt af nedlukninger, og mange elever er blevet sendt hjem i tide og utide, så snart coronasmitten har sneget sig ind i klasselokalerne.

For eksempel har Grønnemose Skole i Gladsaxe Kommune for nyligt sendt 253 elever og medarbejdere i isolation efter smitte med Delta-varianten.

Men det argument får hverken Christina Slot Nielsen eller Louise Speiermann til at ændre mening.

- Hvis det bare er for at stoppe smitten, synes jeg det er en dyrtkøbt løsning i forhold til børn, siger Christina Slot Nielsen.

Amerikanske forældre vil ikke vaccinere deres børn

Det er ikke kun i Danmark, at sundhedsmyndighederne bliver mødt af skeptiske forældre.

I USA har man lige nu store problemer med at overbevise forældre om at lade deres børn vaccinere.

Her vaccinerer man 12-15-årige

EU-lande

  • Østrig
  • Estland
  • Italien
  • Litauen
  • Polen
  • Frankrig begynder at vaccinere de 12-15-årige 15. juni
  • Spanien regner med at vaccinere børn ned til 12 år fra august

Uden for EU

  • Israel
  • Dubai
  • Singapore
  • Japan
  • Fillipinerne 
  • Chile
  • Canada
  • USA

Den seneste undersøgelse fra den amerikanske organisation Kaiser Family Foundation viser, at kun 3 ud af 10 forældre til børn mellem 12 og 17 år vil lade deres børn vaccinere med det samme.

Generelt ligger tilslutningen til coronavaccinen blandt de amerikanske borgere på et væsentligt lavere sted, hvis man sammenligner med Danmark.

Her er to ud af tre forældre klar til at tage takke ja til vaccineinvitationen på deres børns vegne, viser en nylig Megafon-måling.

Og ifølge Jan Pravsgaard Christensen viser tidligere studier, at når først nogle børn i klassen er vaccineret, kommer resten hurtigere.

- Det skal nok komme, når man kommer tilbage fra ferier og hører, at vennerne er blevet vaccineret, siger han.