Samfund

Flere sælgere og færre salg - udbuddet af boliger stiger

For første gang i år er der nu over 40.000 boliger til salg, viser tal fra Boligsiden.

Boligmarkedet har været brandvarmt under corona, hvor priserne trods en forventning om det modsatte er banket op.

Men nu stiger udbuddet af boliger igen. Ved indgangen til juli var der for første gang i år over 40.000 boliger til salg i Danmark.

Det viser tal fra Boligsiden, der er ejet af størstedelen af de danske mæglere.

Inden corona var der ifølge Boligsidens tal omkring 55.000 til 65.000 boliger til salg, så det er altså faldet en del.

Udbud på lavt niveau

Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, skyldes den seneste stigning to ting. For det første ses der et mindre i fald i antallet af handler.

- Samtidig ser vi, at der bliver sat mange nye boliger til salg, og i en periode, hvor vi ikke ser det samme boom i salget, som vi normalt gør på denne tid af året, bidrager det til at få det samlede udbud til at vokse, forklarer hun i en kommentar.

Der er både kommet flere huse, lejligheder og sommerhuse til salg, og tendensen er stort set den samme i hele landet.

Trods det stigende udbud er antallet af til salg-skilte 21,2 procent lavere end for et år siden.

Priser kan holdes i ro

Alligevel ser udbuddet for alvor ud til at vende i juni, lyder det fra privatøkonom Brian Friis Helmer fra Arbejdernes Landsbank.

- Stigningen i udbuddet er i den grad tiltrængt oven på en hektisk periode, hvor udbuddet er raslet ned i takt med den heftige handelsaktivitet, som vi har været vidne til, skriver han i en kommentar.

Han forventer, at udbuddet vil stige yderligere den kommende tid, og at der er sat en prop i boligmarkedet - for nu.

- Det vil medvirke til at lægge en dæmper på priserne, som derudover også får modvind fra højere renter samt det generelt høje prisniveau, hvor færre kan og vil være med, vurderer han.