Coronavirus

Flere lande farves røde i opdaterede rejsevejledninger

Det er blandt andet en række regioner i Storbritannien, som bliver ramt af de skærpede restriktioner.

Der sker farveskift på verdenskortet, når Udenrigsministeriets nye rejserestriktioner træder i kraft lørdag klokken 16.

Blandt andet vil flere lande skifte fra orange til rød som følge af høje smittetal. Det gælder blandt andet Rusland og Skotland samt flere regioner i Storbritannien. Konkret betyder det, alle rejser hertil frarådes, og at man vil blive omfattet skrappe krav om test og isolation, hvis man vælger at rejse til et af disse lande.

Inden for EU's grænser sker også en række ændringer blandt andet i Spanien, hvor mange danskere har planer om at rejse på sommerferie de kommende uger.

Regionerne Baskerlandet og Navarra bliver grønne på baggrund af lave smittetal, mens Catalonien, Melilla og Valencia hæves til gul, idet der er høje smittetal. Også Cypern ændres fra grøn til gul.

Du kan se de opdaterede rejsevejledninger for enkelte lande og regioner på Udenrigsministeriets hjemmeside.

Delta-variant på fremmarch

Ifølge Frej Jackson, som er fungerende chef for Borgerservice i Udenrigsministeriet, skyldes de skærpede rejserestriktioner, at den særlige Delta-variant bliver mere udbredt i Europa.

- Vi er i et kapløb med Deltavarianten, og vi håber selvfølgelig, at vaccineudrulningen vinder, men lige nu er der nogle lande, hvor det går den gale vej, siger han til TV 2.

Særlig Storbritannien og Portugal kæmper med stigende smitte. Også herhjemme stiger smitten med Delta-varianten, der i denne uge har udgjort over 60 procent af alle smittetilfælde med coronavirus.

Bliver svært at se fodbold i London

Mange har deres øjne rettet mod netop Storbritannien, fordi EM-semifinalerne og finalen skal spilles på Wembley i London.

Ifølge Frej Jackson er det svært at forestille sig, at man som dansker vil kunne rejse til Storbritannien, som situationen er lige nu.

- Fodbold i London bliver svært. På grund af høj smitte i Storbritannien er der meget skrappe indrejseregler, siger han.

UEFA har tidligere truet med at flytte EM-finanen fra London, hvis ikke restriktionerne bliver lempet, så der kan komme tilskuere. Indtil videre ser det dog ikke ud til at ske.

Ikke kun dårlige nyheder

Selvom flere lande i denne omgang skifter farve fra enten gul til orange eller fra orange til rød, er der også gode nyheder, fortæller Frej Jackson.

Blandt andet bliver Estland, Letland, Nederlandene og Ungarn grønne, hvilket betyder, at der ikke gælder nogen restriktioner ved indrejse.

Derudover er smittetallene i Danmark så relativt lave, at flere lande lemper deres indrejserestriktioner for danskere.

Fra lørdag er det således kun i fire lande inden for EU og Schengenlandene, at der gælder særlige restriktioner for danskere.

Landene er Norge, Finland, Island og Irland. Norge og Finland kan man dog godt rejse til, hvis man er vaccineret eller tidligere smittet

Samtidig trådte det fælles EU-coronapas i kraft torsdag 1. juli, og det skal gøre det nemmere at krydse grænserne i EU-og Schengenlande.