Coronavirus

Vaccinekalenderen rykker igen - 12-15-årige bliver inviteret i juli

En vaccine er endegyldigt ude af kalenderen, mens en ny målgruppe er kommet ind i planen.

Den danske vaccinationskalender er endnu en gang blevet opdateret.

Nu er planen, at alle voksne danskere, der ønsker det, er færdigvaccineret mod coronavirus inden 29. august. Det er to uger før end hidtil ventet.

Den nye kalender har for første gang også de 12-15-årige med. Planen er, at den yngste gruppe skal inviteres i løbet af juli måned, fremgår det af vaccineplanen.

Fremrykningen betyder også, at de 30-34-årige bliver vaccineret tidligere.

Helene Probst, der er vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, er særligt glad for, at den sidste voksne gruppe bliver hurtigere færdigvaccineret.

- Lige præcis den gruppe har jo ventet længe og tålmodigt, og det er en stor glæde, at vi har fået mulighed for at rykke deres vaccination frem, siger hun i en pressemeddelelse.

Lav tilslutning gav danske doser

Danmark har købt 1,17 millioner vaccinedoser fra Rumænien, og det er blandt andet forklaringen på den forandrede kalender.

Vaccinerne kommer med fly, og SSI oplyser til TV 2, at det første fly lander i Kastrup Lufthavn klokken 20 torsdag aften. Så skal doserne videre til Statens Serum Instituts køleskabe i København for bagefter at blive fordelt til landets fem regioner.

Rumæniens vaccinetilslutning er lav, og det har fået vaccineindkøbet i hus, lød det fra Sundhedsministeriet, da aftalen blev præsenteret.

Det sydøsteuropæiske land er i øjeblikket blandt de lande med den laveste vaccinationstilslutning i EU - godt 25 procent af den rumænske befolkning vaccineret med mindst ét stik.

Over tre millioner danske stik

Danmarks vaccinationstilslutning er noget højere.

3,3 millioner danskere har fået mindst et vaccinestik, og knap 2 millioner er færdigvaccineret - det svarer til 32 procent af befolkningen.

Der er to vacciner i det danske vaccinationsprogram - en fra Moderna og én fra Pfizer/BioNTech - begge er baseret på mRNA-teknologien.

I den nye kalender er vaccinen fra CureVac, som tidligere var med i de danske vaccineplaner, væk. Vaccinen har vist skuffende resultater i kliniske tests.

I den frivillige tilvalgsordning har danskere dog kunnet få to andre vacciner fra AstraZeneca og Johnson & Johnson. Det har knap 50.000 personer benyttet sig af.