Samfund

En person alvorligt kvæstet i frontalt sammenstød på Fyn

To køretøjer er kørt ind i hinanden ved Assens tirsdag morgen. En er alvorligt kvæstet, men ikke i livsfare.

En personbil og en varebil er kørt frontalt sammen på Odensevej i Assens tirsdag morgen.

Det oplyser vagtchef Milan Holck Nielsen fra Fyns Politi.

En af de involverede er kommet alvorligt til skade i ulykken, som politiet fik besked om klokken 06.55.

- Der er alvorlig personskade, men der er ikke umiddelbart tale om livsfare, siger vagtchefen.

Landevej spærret

En bilinspektør er blevet tilkaldt til stedet for at se nærmere på, hvordan ulykken kunne ske.

Det er kutyme, at bilinspektører undersøger sager med alvorlig tilskadekomst eller død i trafikken. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

På grund af ulykken er Odensevej helt spærret de kommende timer mellem Østre Ringvej til Melbyvej, oplyser politiet lidt efter klokken 08.

Trafikanter i området opfordres til at søge alternative veje.